Derfor føles det så forfærdeligt at være sygemeldt med stress

De fleste arbejdende mennesker har nok en eller anden forstilling om at langtidssygemelding er lidt ligesom en meget lang ferie. Måske har man endda en lille forbudt misundelse på kolleger eller venner der er sygemeldt på den måde – med stress. Men det er langt fra en ferie. Eller som en af mine klienter sagde: “Så er det da verdens dårligste ferie jeg er på!”.

For der er ingen ting der virker rart i den tilstand. Man kan ikke gøre det man har – eller kunne have – lyst til at gøre. En helt almindelig dag kunne lyde lidt sådan:

Morgenstund. Det var ikke bare en dårlig drøm, min dit helt eget virkelige mareridt. “Det her ER virkelig sket for mig!” Man skal stå op, men allerede her er første tegn på manglende overskud, selv efter 9 timer eller mere. Morgenmaden spises, man kan ikke læse avisen. Der står for meget og det er uoverskueligt. Hvad så med en lettere bog, men hvad skal det være? Oprydning efter morgenmad. Og så. Gå en tur, købe ind, ryde op, rengøring eller vasketøj. Alle de helt almindelig hverdagsting som også skal gøres. Men det virker som om nogle havde bedt én om at skrive en ph.d. Hvor skal man starte, og hvad er vigtigst? Det er overskueligt. Man lægger sig lidt. … Jo ! Gå en tur. Det er jo også så sundt. Halvvejs på turen begynder indtryk at blive for overvældende. Måske indsniger der sig åndenød. Eller muskelspændinger. Ubehag i kroppen. Og så er det som om alle lyde bliver forstærket. Biler der kører forbi larmer helt utroligt meget. Og det er som om alle mennesker hele tiden går ind i én, eller går ind i ens felt. Det er svært at overskue noget. Og pludselig er alle kræfter væk. Helt væk. Hele kroppen føles fuldkommen stresset og fuldkommen udkørt på samme tid. Hvordan skal man komme hjem? Hjemturen virker helt uoverskuelig, og når man endelig når hjem er man helt udmattet. Man bliver nødt til at gå direkte ind i seng. Måske bliver man ramt af en helt ulykkelig sindsstemning. Måske en overvældelse af skam over at være så svag at man ikke engang kan gå en tur. Og så er der stadig indkøb, rengøring, oprydning og vasketøj. De gamle kollegaer er på arbejde nu, og selv har man lige brugt alt hvad man kunne for i dag. De praktiske ting må vente til senere, måske i morgen. Først et hvil.

Det er svært at komme op af sengen igen efterfølgende. Vasketøjet burde faktisk vaskes nu, men det er frokosttid og sulten melder sig. Det bliver en let frokost. Noget der er let at lave. At spise er det mindste overskueligt. Men så… der er stadig indkøb, rengøring, oprydning og vasketøj, og nu roder køkkenet også efter frokost. Man tager køkkenet. Men så melder trætheden sig for alvor. Eftermiddagsluren må godt tages nu. Den bliver lang. Og bag efter er der en besked fra en ven. “Skal vi ikke snart ses til en kop kaffe?” Åhhh….. ud på gaden? Til alle menneskerne. Støjen. Alle de forskellige indtryk. En café hvor snakken fra opstemte piger kæmper en kamp for at bryde igennem kaffemaskiner, juicere og barnegråd. Scenariet minder i tankerne om en slagmark. Og før man overhovedet kan komme dér til, er der et bad der skal gennemføres, påklædning og klargøring. Det virker ikke overskueligt i dag. Desuden passer tøjet ikke mere. Det er skamfuldt at skrive at man ikke orker det. Efter noget tid har hele scenariet omkring beskeden slået én helt ud. Det bliver nogle afsnit at den der kedelige serie på Netflix i stedet. Beskeden kan besvares senere, for det kan ikke overskues nu. Og lige pludselig er dagen næsten gået. Hovedet gør ondt. Måske har man set for meget fjernsyn? Og kroppen gør også ondt. Den føles stiv og meget meget tung. Den gamle version af en selv ville have løbet en tur. Men glem det! Hvis man bare kan komme op ad sofaen er det godt. Fedtet på maven fylder. Det er skamfuldt at være blevet så tyk. Men hvis ikke engang man kan komme op ad sofaen, hvordan skal man så overhovedet kunne gøre noget ved det? “Tænk at jeg er blevet sådan en taber.” Man begynder at savne sin familie eller venner. Men man har stadig ikke fået svaret på den besked. På Facebook er alle andre på café med hinanden eller igang med at træne op til marathon eller har lige tabt 5 kilo og fejrer 10 års jubilæum på arbejdet. Bare ikke dig. Du er kollapset.

Måske virker dette scenarie ikke rigtig bekendt, og du tænker måske “ja, jeg er også engang imellem træt og udkørt, men så mon man bare tage sig sammen”. Men hvis dette istedet vækker genklang, så ved du også at vi er på den helt anden side af at “tage sig sammen”. Og så har du måske alligevel afprøvet det – altså at tage dig sammen – og endt i et totalt nedbrud / angst / hovedpine eller andre meget ubehagelige reaktioner.

Desværre bliver rigtig mange mødt med “tage sig sammen”-tilgangen hos lægen, kommunen, arbejdet, hos partneren eller hos familien. Det er meget smertefuldt og nedværdigende. De fleste stressramte er faktisk rigtig gode til at tage sig sammen. Når vi tager os sammen er det vores tænkende del af hjernen der tager over. Den kan overrule træthed, sult, udmattelse, smerte, uoplagthed, sygdom og meget mere. Noget man har gjort rigtig meget hvis man er ramt af stress. Mange har en indre stemme der siger: “jeg er jo en fighter, jeg giver ikke op!” Nej, det gør du ikke, men det gør din krop og dit nervesystem hvis det vedbliver at blive presset… Men hvorfor er det “at tage sig sammen” holder op med at virke? Og hvorfor er alt i det hele taget holdt op med at virke i den alvorlige stresstilstand?

Nervesystemet er kollapset, på en måde helt lukket ned, kun for at åbne op til en høj-stress tilstand i situationer der er helt ufarlige og dramatiske for alle andre mennesker. Et overstresset nervesystem reagerer på mange måder nøjagtigt som hvis du havde været udsat for et traume.

Et traume kan forståes som ophobet energi eller en overaktivering i vores “nederste” del af hjernen, reptilhjernen. I et (ofte mislykkedes) forsøg på at aflede energien kan vores hjerne og nervesystem “gå igang” af sig selv. Det er mekanismer der sker på baggrund af sansning. Det sker altså i de “nederste” dele af hjernen, hvorfor mentaliseringsprocesser og former for kognitiv terapi ofte ikke har indflydelse på det der sker, og hvorfor man derfor heller ikke nødvendigvis kan anvende tænkning overfor de automatiske reaktioner der sker i nervesystemet eller overfor et kollapset nervesystem.

Er man sygemeldt med stress kan man altså svinge mellem total kollaps og noget der føles som højstress tilstande. Ufarlige situationer virker uoverskuelige eller truende, også selvom man med sin “tænkende” del af hjernen ved at de ikke er det. Mange føler sig magtesløse fordi kendte startegier som “at tage sig sammen” eller bare et hvil, ikke duer mere. Man kan føle at intet virker. Som om noget er gået i stykker.

Vejen ud – for der er en vej ud (!) – er hvile, ro, den rigtige terapi som anvender krop og sansning og langsom implementering af nye metoder til regulering af nervesystemet.

Har du erfaring med disse oplevelser? Virker det bekendt?