Når stresshormonerne står i vejen

I mit sidste blogindlæg skrev jeg om hvorfor det svært at erkende at man stresset. Jeg skrev om de ydre faktorer og den generelle opfattelse og italesættelse af stress, som kan gøre at vi ikke vil eller ikke kan forstå at vi er stressede.

En anden faktor, der gør det svært at erkende at man er stresset er den indre tilstand. I en højstresset tilstand er det næsten umuligt at erkende hvor stresset man er. Det skyldes biologi. Nemlig stresshormoner, som udskilles når vi har et såkaldt aktiveret nervesystem, når det sympatiske nervesystem er aktiveret. Når vi er under press i lang tid vil nervesystemet vedblive at være aktiveret og stresshormoner udskilles i stor stil. Det er ikke bare ydre omstændigheder der i sådanne situationer fortæller os at der er fare på færde, men også det indre niveau af hormoner.

Det kan derfor være næsten umuligt at stoppe op – som Maiken Matzau skriver om i sin bog ‘Stressfri på tolv uger – eller mer’’ – hvis du igennem lang tid har været presset og føler dig stresset. De fleste vil reagere med indre forklaringer om at “jeg skal bare lige” eller “det er snart overstået og SÅ kan jeg…” Det er også tilfældet hos nogle, mens det ikke er hos andre. Og i nogle tilfældet vil “det der lige skal overstås” ikke være nok til efterfølgende at bringe nervesystemet til en ikke stressende tilstand, men det skriver jeg om senere.

For mit eget vedkommende husker jeg tydeligt hvordan jeg argumenterede da jeg opdagede at jeg var stresset. Jeg havde pludseligt fået alvorlige symptomer på stress og jeg forstod også at der var noget galt. Jeg ringede til en nær veninde, som havde været sygemeldt med stress. Forsigtigt spurgte hun mig om ikke det var en god idé at blive sygemeldt. “NEJ ! “ sagde jeg, “det er jo sådan mit arbejde er og det må jeg bare lære at håndtere*, desuden har jeg i samråd med min leder forsøgt at prioritere mine opgaver.” Det skulle nok hjælpe, tænkte jeg, og desuden er det kun de svage der bliver sygemeldt og sådan én er jeg ikke!

Men realiteten var at jeg havde al mulig god grund til at være stresset. Jeg vidste dog ikke at der var noget der kunne klassificeres som “gode grunde til at være stresset”. Reelt var der ikke noget at rykke rundt på eller prioritere i mine arbejdsopgaver, og det hjalp ikke at min leder ikke rigtig forstod opgavernes type og de politiske deadlines, der var forbundet med dem. Et billede mange sikkert kan genkende fra deres arbejde. Det var ude af mine hænder at styre selvom jeg i realiteten var akademier med “selvstyrende arbejde”. Når jeg tænker på mine opgavemængder og typer i dag, virker det vanvittigt at jeg ikke kunne se at det var helt galt. Men det var realiteten for mig og mine nærmeste kolleger. Og jeg havde dengang en opfattelse af at jeg var svag hvis ikke jeg kunne klare det. *

Så jeg fortsatte i 7 måneder mere med nogle af de mest alvorlige stressymptomer man kan have. Indtil mit hovede og krop sagde fuldkommen stop. Eller det vil sige: Indtil min læge forbød mig at gå på arbejde! … Det skulle selvfølgelig være sket mindst 7 måneder tidligere. Nogle skulle have sat mig stolen for døren. For jeg kunne ikke selv.

For med en forkert viden om stress og stresshormoner i et sindsygt overload forsatte jeg på fulde drøn! Jeg elskede mit job. Jeg synes jeg havde det mest meningsfulde arbejde. Når jeg vågnede om morgenen glædede jeg mig til at komme på arbejde. Jeg holdt meget af mine kollegaer, som jeg anså – og stadig gør – som nogle af de mest intelligente mennesker jeg har arbejdet sammen med. Faktisk var jeg så meget i fornægtelse at jeg var overbevist om at stresssymptomerne var sygdomme i sig selv, som jeg måtte behandle.

Det var først da jeg læste en bog, som beskrev nervesystemets indflydelse på at hele sygdomme, at 10-øren faldt for mig. Jeg begyndte langsomt at indse at hvis jeg ville af med mine kroniske smerter, mave-tarmproblemer, hold i nakken, muskelkramper, høreforstyrrelser, hovedpine, træthed, søvnbesvær, kvalme, svimmelhed og min rysten på hænderne (ja, det lyder voldsomt, men det var sådan det var til sidst, og ikke ualmindelige symptomer ifølge stresstesten), så måtte jeg jeg bringe mit nervesystem i en ikke stressende tilstand (det parasympatiske nervesystem) i et godt stykke tid. Det er kun i denne tilstand at kroppen får lov at skille sig af med stresshormonerne og kroppen prioriterer at hele. Langsomt kunne jeg begynde at indrømme over for mig selv hvor dårligt jeg havde det og hvor stresset jeg var. Da var det jeg gik til lægen. Hun vidste at det var tid til at stoppe. Men hvad hverken hun eller jeg vidste eller i vores vildeste fantasi havde forestillet os, var at det ville tage mere end 2 1/2 år før jeg kunne begynde at arbejde bare lidt.

Hvad kan man lære af det? Man kan lære at de fleste højstressede mennesker vil være rigtig gode til at argumentere for hvorfor de ikke kan stoppe op og hvorfor det liiiiige om lidt bliver bedre. Men kan også lære at mange mennesker er blevet kørt så meget i spænd på deres arbejde, at de tror at voldsomme mængder af opgaver og andre umenneskelige rammer for deres job er normale, og at det er dem der er svage hvis ikke de kan klare det.* Man kan også lære at kroppen ofte vil reagere meget voldsomt hvis ikke vi stopper op, og at mange sikkert vil tro at det er kroppen der er noget galt med, og ikke hele det stressfyldte miljø man udsætter den for. Og endelig kan man lære at man bør stoppe op før det går helt galt, og at andre måske bør være dem der stopper den stressede?

*De tanker jeg her gjorde mig om mit arbejde er det som Nadja U. Prætorius kalder ‘arbejdsrelateret ydrestyret dehumanisering’, som hun skriver om bl.a. i sin bog ‘Stress – det moderne traume’. Det er en tilstand man kan sættes i når man igennem noget tid bliver frataget muligheden for at have indflydelse på tiltag, der ikke giver mening, og som går imod faglighed, integritet og selvforståelse. Nadja U. Prætorius beskriver det som “En påtvunget integration af en virkelighedsforståelse, der samtidig dækker over følelsen af smerte over ikke at kunne bevare sin integritet og være tro mod sig selv. Og som kronen på værket splittes arbejdsfællesskabet og medarbejdere isoleres fra hinanden og gøres fremmed for sig selv.
For mig at se repræsenterer dette det centrale i et overgrebs rationale: den påtvungne “normalisering” af tingenes urimelige tilstand, og undertrykkelsen af den dybereliggende oplevelse af smerte ved at måtte underlægge sig en devaluering af værdier, der giver mening, samtidig med at der sker en individualisering og isolering fra arbejdsfællesskabet og fremmedgørelse af den enkelte. Vi har med andre ord at gøre med det helt essentielle i ledelsesstrategier, der forbryder sig mod mennesker.” (Nadja U. Prætorius er her i citeret fra et debatindlæg på Facebook)

Indenfor psykologien vil man kalde dette dissociering, en spaltning fra en belastende situation, hvorved man kan udholde at forblive i en ellers ikke udholdelig tilstand. Mange, der har været udsat for overgreb eller ulykker refererer til dette som en “ud af kroppen” oplevelse. Sådan kan stress også opleves. Og bliver man i det længe nok, kan man udvikle indre overbevisninger om hvorfor man skal vedblive at være i denne tilstand, som fx at overtage arbejdets prioriteringer eller fortrænge værdier der ellers tidligere havde stor betydning som fx faglige rationaler, familie eller fritidsinteresser, eller man kan komme i en tilstand som mest ligner stockholmsyndromet, hvor medarbejderen ser sig ude af stand til at eksistere selvstændigt uden sit arbejde, og dermed er villig til at udføre nærmest selvskadelig adfærd for at beholde arbejdet.

Den store misforståelse

Min største fejltagelse i det jeg nu omtaler som “mit eget stress-forløb” var, at tro at stress er noget du selv kan styre om du vil være eller få, og at det er bestemte typer/personligheder der får stress.

Havde jeg vidst hvad jeg ved nu havde jeg stoppet noget før. Det er helt sikkert!

For stress er ikke noget du bare kan vælge ikke at være eller som du kan tage et kursus i ikke at blive! “Jamen….!…..”; tænker du nok: “Jeg har da lige læst i søndagsavisen/damebladet/på Facebook at man bare skal meditere / transendere / gå en tur / dyrke motion / spise sundt / sove / etc., så kan man undgå stress.“

Hmmm, det er meget frustrerende at der er så meget misforståelse om stress på markedet. Og ja, vær opmærksom på at det er et marked (!) og de fleste vil gerne sælge dig den bedste kur. Nøjagtig ligesom slanke og fitnessindustrien.

Desværre er der bare ikke ret mange der adresserer de udefra kommende faktorer for stress. Og desværre er der ikke mange der forstår at skelne mellem forebyggelse og behandling. Du sælger ikke meget “stress-coaching” med et budskab der fx siger “Mindre arbejdsmængde” eller “færre højkomplekse opgaver”.

For faktum er at man i forebyggelsen bliver nødsaget til at tale om eksterne faktorer. Det er simpelthen ikke nok at tro at du med lidt meditation eller motion kan modstå alverdens press fra enorme mængder eller uoverkommeligt arbejde, psykisk skadelige arbejdsvilkår, ufattelige mængder af information og informationsstrømme og dertil høje krav til performans i din fritid.

Det er et menneskeligt grundvilkår at reagere neurobiologisk på på sådanne miljøpåvirkninger. Jo mere og jo længere tid, des værre. Det er ikke for at male fanden på væggen eller at “diagnostisere” alle med stress, men det er rent faktisk et faktum at det påvirker os. Og flere mennesker er mere ramt end deres selvopfattelse siger dem. Det kan man let observere når man kender de små, men klare tegn og når man selv har oplevet stress i svær grad.

Er man først blevet ramt af stress bliver man nødt til for en stund at skrue gevaldigt ned for det der stresser, som ofte er eksterne, ydre påvirkninger. Derefter begynder den egentlige behandling. Det er to forskellige indsatsområder, og den ene ting kan ikke ske uden den anden. Du kan ikke blive ved med at befinde dig i et giftigt miljø og tro at du ved at tage noget “vidundermedicin” kan blive rask. Det bliver du ikke hvis du bliver ved med at indtage gift.

Men først og fremmest kommer den første svære erkendelse, nemlig: “Jeg er blevet ramt af stress”. En erkendelse der for manges vedkommende ville blive meget lettere hvis myter og misforståelser blev manet i jorden, og vi fik en forståelse for at ‘visse påvirkninger giver visse reaktioner’. Det er helt naturligt og menneskeligt.