Tanker om at bede om hjælp mod stress

Jeg tænker egentlig, at det at bede om hjælp til sin stress, er en kæmpe stor styrke. Stressede mennesker der rækker hånden ud, er et tegn på sundhed, livsvilje og ønsket om at være et helt menneske. For at være stresset er et tegn på overbelastning.

Overbelastningen både skyldes og giver et for højt niveau af stresshormoner i kroppen. Derfor vil stressramte ikke bare opleve stress udefra men også indefra. At bede om hjælp i disse tilstande er et tegn på at man vil livet. At man vil noget andet. At noget i en – bevidst eller ubevidst – har fået nok at kæmpe eller flygte eller lukke ned. Alle tre tilstande er nemlig overlevelsestilstande.

Så når vi har fået nok af blot at overleve og gerne vil leve, sådan rigtigt, så rækker vi hånden ud. For vi trives ikke i en konstant overlevelsestilstand. Der overforbruger vi nemlig livsenergien, udsætter vigtige kropslige funktioner herunder elementære handlinger som fordøjelse og cellereparation, og vigtigst af alt føler vi os ikke hjemme eller måske endda en smule ude af os selv.

Hvad vil det sige at ville mere end blot at overleve? Når vi er i en overlevelsestilstand (som stress er et udtryk for), så er vi i sagens natur på vej væk. Vi skal væk fra en direkte eller indirekte trussel. Og vores høje niveau af stresshormoner vil være en indirekte trussel. For den tilstand vil overbevise os om at vi hele tiden skal kæmpe, flygte eller lukke ned. Men det sker uden vi tænker over det. Det efterlader os i en tilstand af, at der er noget der ikke er helt okay, noget der mangler eller ikke at være helt tilstede.

Det kan udmønte sig i alle mulige scenarier, som at føle sig lidt ved siden af livet, ikke at kunne slappe af, søvnløshed, konstant opspændthed som giver muskelspændinger der lige forsvinder lidt med noget massage, men hurtigt er tilbage igen, kronisk forstoppelse, angst, følelsen af hele tiden at skulle gøre noget, svimmelhed og meget meget mere. Så alt i kroppen er på en måde aktiv i denne overlevelsestilstand og er egentlig bare igang med at hjælpe os væk. Vi er hele tiden igang med at overleve. Og ikke blot leve.

Så at ville mere end blot at overleve, er et udtryk for vores medfødte evne til sikre os de mest optimale livsvilkår. 

Er det en svaghed ikke at kunne klare sin stress selv? Nej. For stressen vil på et tidspunkt både blive en ydre og indre tilstand, idet at hele vores krop er i overflod af stresshormoner. Derfor kan det være direkte umuligt at gøre det rigtige for at blive stressfri. Det vil mange stressramte stifte bekendtskab med før eller siden. Man vil føle at stressen på en måde kommer til at ligge i dvale, for så at springe frem i tide og utide. Man har måske følt at “det går bedre, og jeg ikke føler mig stresset mere på den der måde.” Men så bliver man alligevel hurtig træt, føler at det hele bliver for meget, at man hurtigere mister overblikket, oplever spændinger i kroppen, “at der ikke skal så meget til”.

Jeg ville ønske at jeg selv havde bedt om hjælp lidt før, da jeg selv var ramt. Og så var der også lige det med, at jeg også ville ønske jeg havde mødt den rigtige hjælp, og ikke skulle gå alle de omveje jeg gik. I dag er jeg super glad for nu at kunne hjælpe andre stressramte. Vi får sikkert alle sammen brug får hjælp på et tidspunkt i livet. 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *