Vidnesbyrd fra Jobcentret – De tre dråber

Jeg er mødt op på Gentofte Kommunes Jobcenter. Jeg skal til møde med rehabiliteringsteamet, med en klient. Jeg vil kalde ham Jan*. Vi mødes i forhallen. Jeg siger godmorgen til dem der sidder ved bordene, men alle vedbliver at kigge ned uden at sige noget. Måske tænker de, at det vel ikke kan være dem jeg taler til. Personalet er behændigt blevet flyttet ind bag en glasvæg, så man mødes ikke længere af et menneske, men af en maskine. Og alle der skal til møde på kommunen sidder næsten udstillet ved små borde. De er det første man ser når man kommer ind. Og ingen er glade for at blive udstillet lige netop der. Det er tydeligt. 

Jeg ser Jan i øjnene. Han er nervøs. Vi giver hinanden et smil til beroligelse. “Lad os tænkte det bedste”, siger han, “ de er jo også bare mennsker”. Jan har forberedt sig til mødet ved at tænke gode tanker om dem han skal ind og møde. Der kommer nemlig til at sidde et helt rundbord med social- og sundhedsarbejdere, som skal vurdere hans situation og tilstand. Jeg er med som støtte, så han ikke sidder alene. Vi har også aftalt at jeg kan bede om pauser, hvis han bliver for påvirket og at jeg kan huske ham på ting, som jeg mener er vigtige i fx spørgsmål det bliver stillet. 

Så bliver vi hentet af Jans socialrådgiver. “Hvor mange er der?” spørger Jan socialrådgiveren. “Der er helt fyldt rundt om bordet”, svarer hun. “Jamen hvor mange?”, spørger han nervøst igen. Uforudsigelighed, pres og præstation, gør intet godt for hans PTSD, men han får ikke svar på sit spørgsmål, og det virker næsten endnu mere foruroligende på os. 

Rummet er fyldt, da vi træder ind. Selv på mig kan det virke en smule overvældende. Vi får givet hånd til alle og sat os. Vi får et krus hver med vand, et plastikkrus, som var vi ved tandlægen. Kruset minder på en måde om den skrøbelighed, jeg ser i Jans øjne og kropsholdning. Et lidt for hårdt tryk, og vandet vil flyde over og kruset blive trykket til ubrugelighed. Jeg vil gøre alt for at afværge de hårde tryk, men det skal vise sig at bærret kommer til at flyde over alligevel.

Har du overvejet at flytte ? – Den første dråbe

En socialrådgiver fører ordet, og efter en præsentationsrunde spørger hun Jan hvad han allerhelst vil.  

“Jeg vil bare have fred og ro, så jeg kan komme mig og få det godt igen. Og så ønsker jeg også økonomisk sikkerhed. Efter at I har valgt at stoppe mine sygedagpenge, på et grundlag jeg stadig ikke forstår, så er jeg gået over 4.000 kr. ned i indkomst, og jeg kan ikke betale min husleje. Jeg er bange for, at jeg snart kommer til at ende på gaden

Hans stemme skælver og han kigger ned. Dybt berørt og pinlig over sin situation.

Med en hånd på Jans skulder, kigger jeg rundt på de folk, der hedder rehabiliteringsteamet. Deres ansigter er kolde, det er tydeligt at de har lukket af et sted langt inde i dem selv. Jeg tænker at det også må være hårdt at sidde og være medvirkende til den ene tragedie efter den anden. Tragedien her består i, at min klient, Jan, har mistet alt hvad der før var ham: socialt liv, arbejdsevne, livskraft og penge, og nu står han også til at miste den sidste rest af sikkerhed, sit hjem. Jan har for blot få år tilbage været en ganske almindelig velfungerende mand, med et helt almindeligt fuldtidsjob. Han er uddannet lærer, i slutningen af 50’erne, har en voksen søn, og bosiddende alene. En aften bliver han udsat for et voldeligt overfald. Efter at være kommet sig over de fysiske mén, starter han på arbejde igen, men får det hurtigt meget dårligt med besvimelser og synsforstyrrelser. Han sygemeldes, men tvinges af jobcentret i arbejde alt, alt for hurtigt, dog i et meget mindre krævende job. Men selv det var for meget for hans nervesystem. Hvorfor han nu sidder her i sin anden sygemelding med PTSD i fuldt flor. Hvad der er sket med ham, kunne ske for dig og mig, for os alle sammen. 

For vi ved ganske enkelt ikke hvad der sker i morgen, vi kan blive ramt af vold, overfald, ulykker, alvorlig sygdom, stress, skader eller terror. Dermed kan Jans historie i løbet af meget kort tid også blive vores. Jan er nu røget ud af sygedagpengene, fordi kommunen har trumfet hans læges ord, for kommunen mener ikke der er bedring i sigte. Så har man ikke ret til sygedagpenge i mere end 22 uger, selvom man stadig er syg og er under behandling. Nu er han i jobafklaringsforløb og på en kontanthjælpslignende ydelse.

Den socialrådgiver der fører ordet nikker, og siger så:

Har du overvejet at flytte til et sted med en lavere husleje?

Det var den første dråbe. Jan bryder sammen og kan ikke andet end at ryste på hovedet mens tårerne triller ned ad hans kinder. Han er allerede flyttet to gange siden overfaldet. Første gang fordi det var for voldsomt for ham at bo i det område hvor han blev overfaldet. Så er han flyttet igen, fordi udlejer af den nye lejlighed satte huslejen op før han flyttede ind. Nu bor han billigere, men deler så også lejligheden med en sambo. Det diskvalificerer ham til boligstøtte. Men udsigten til endnu en flytning, (hvortil skulle det også være?) er ødelæggende for et menneske i denne tilstand. Jeg undrer mig over, at man kan være så ufølsom og stille et sådan spørgsmål til et menneske i krise. Det er ganske enkelt uværdigt.

Skal du have et hjemmebesøg ? – Den anden dråbe

Jans udsigt til at bo på gaden ryster tilsyneladende ikke andre end Jan og jeg, og mødet fortsætter med andre spørgsmål. Hvad kan Jan klare i løbet af en dag, og ville en eventuel arbejdsprøvning i forbindelse med praktik, flexjob eller førtidspension være en mulighed? Jan svarer for sig så godt han kan. Det er lidt som at balancere på en knivsæg, for på den ene side kan jeg mærke at han gerne vil fortælle om alt det gode han gør; selvopsøgt psykologbehandlinger hos en traumeterapeut, yoga, rolige gåture, mediation og vinterbadning, og samtidig er der tale om en meget lille råderum af energi og overskud. Jeg får et billede af et menneske der basker febrilsk med ben og arme for ikke at drukne, men alle ved, at det er det værste at gøre, hvis man ikke kan svømme. Jeg bryder ind da vi er blevet enige om at det er vigtigt at han får det rette billede frem af hans kapacitet i hverdagen. Jeg minder ham om vores seneste samtale, hvor han fortalte at det er utroligt krævende bare at foretage en støvsugning, og mange gange er en efterfølgende gulvvask ikke en mulighed. At han bl.a. også må hvile mange gange i løber af dagen og at han ikke kan klare ret mange mennesker ad gangen.

En ergoterapeut kommer på banen:

Har du overvejet at få hjælp i det daglige?

Jan og jeg kigger forundret på hende? “Hvilken hjælp tænker du på?”, spørger jeg.

Man kan få et hjemmebesøg til hjælp med at strukturere sin dagligdag. Så man kan blive trænet op til at komme igennem dagen”.

Det var dråbe nummer to. Jan bryder fuldkommen sammen igen. Jeg forsøger at støtte ham, men kan selv mærke den rammende nedgørelse og ydmygelse der hænger i rummet. Da Jan kommer til sig selv igen, forklarer han, at det ikke handler om det. At han står op kl. 7:00 hver dag, har sine rutiner, men at han simpelthen ikke kan klare ret meget. At energien slipper op. Og hvis han udsættes for for meget, kvitterer hans krop med svimmelhed, angstanfald, løs mave, muskelspændinger, åndenød og søvnløse nætter. Faktisk har han ikke sovet igennem siden hans sygedagpenge blev stoppet, han har haft influenza to gange, fået hælesporer og tandkødsbetændelse. Jeg er rystet over hvor lidt viden en ergoterapeut kan have om mennesker i denne tilstand. “Men man kan blive trænet op”, hun vil åbenbart have det sidste ord, og jeg lader hende få det. Der er ingen grund til at forklare hvad PTSD gør ved vores krop, hormon- og nervesystem lige nu. 

Held & lykke ! – Den tredje dråbe

Mødet fortsætter endnu en gang. Det er blevet gjort klart at Jan er alvorlig påvirket i det daglige, tåler meget lidt belastning, er i relevant behandling, men står i en økonomisk håbløs situation. Rehabiliteringsteamet lader det hele hænge i det uvisse, og siger at de nu vil indstille til næste tiltag på baggrund af dette møde, men at de næsten helt sikkert vil sige at praktik eller arbejdsprøvninger ikke er aktuelt lige nu. Hvorfor kunne Jans socialrådgiver ikke bare selv have fundet frem til denne konklusion? Det er jo det han har siddet og sagt de sidste 6 måneder? At han vil have ro og fred til at følge sin behandling og ikke vil presses. 

Den socialrådgiver der fører ordet slutter af:

Så vil vi bare ønske dig held og lykke …

Det var den tredje dråbe, ingen ord kunne være mere upassende. Jan bryder sammen for tredje gang og gennem tårerne og med en krop der ryster får han fremstammet:

Hvis ikke I havde stoppet mine sygedagpenge havde jeg ikke stået her i dag. Jeg har bidraget til samfundet, arbejdet hele mit liv og havde svoret, at jeg altid ville arbejde og altid gøre alt for at hjælpe andre. Nu kan jeg intet. Først presser i mig tilbage fra første sygemelding og nu det her. Jeg har det som om jeg konstant kæmper mig op ad en våd skrænt, for så igen at glide ned. Og det er jer der får mig ned. Jeg gør alt hvad jeg kan for at få det bedre, men det er rigtig, rigtig svært at leve med den usikkerhed og pres der er fra Jobcenteret og med udsigten til at ende på gaden ! Og så øsnker du mig held og lykke ?!?

Så slutter mødet.

Det skal ikke herske nogen tvivl om at grunden til at jeg skriver dette indlæg, er at jeg er rystet over hvordan vi behandler mennesker i kriser eller sygdom her i landet. Denne hændelse er blot én af rigtig, rigtig mange. Af menneskelige lidelseshistorier. Der er meget lidt hjælp at hente, og de fleste bliver ladt alene i håbløshed. Vi tvinger syge borgere ned på en meget lav ydelse, hvor ingen rigtig kan overleve, det påvirker dem så meget psykisk, at hvad de så end måtte fejle, så vil det forværre deres tilstand. Hvordan kan vi være det bekendt? 

*Jans navn er ikke hans rigtige navn. Alle personlige oplysninger er ændret for at beskytte hans identitet. 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *