Den nødvendige selvomsorg eller “Jeg er ikke sådan én der bare kan ligge på sofaen og lave ingenting”

For mange af os er det næsten umuligt eller i hvert fald har vi det rigtig svært ved selvomsorg.

Den nødvendige selvomsorg er netop nødvendig i rehabilitering fra stress. Mange af os har dog rigtig svært ved selvomsorg. Det er der mange årsager til.

Jeg tror at én af årsagerne ligger i at vi i hele samfundet de sidste 15-20 år har været næsten sygeligt optaget af hvad vi kunne udrette og opnå hvis blot vi havde en “vilje af stål”, “en kampgejst”, “gåpåmod”, turde træde “ud af komfortzonen”, var en “fighter” og en “kriger”. Vi har fået at vide at vi skal “gøre noget” for at holde os sunde, raske og slanke, og at “Et godt liv skal man kæmpe for”. Nu har stort set al TV-underholdning udviklet sig til rene konkurrencer om snart sagt hvad som helst !

Vores kollektive mentalitet er blevet hjernevasket til altid at skulle være i kamp. Med hinanden og med os selv. Selv politikerne anskuer vores nation som i en kontinuerlig kamp og konkurrence med andre lande. “Vi skal være de bedste”…i skolen eller sygehusvæsnet, til opfindelse eller hvad ved jeg !?!

Jeg ved dog at kamp er en direkte konsekvens af et alarmeret nervesystem. Når vi føler at freden er blevet obstrueret og at vi nu er truet. Derfor skal vi kæmpe. … Intet under at vi på individplan oplever at være under konstant stress og at vi stort set ikke kan give os lov til at slappe af og blot yde omsorg for os selv.

En anden årsag kan findes i vores indbyggede overlevelsesmønstrer. Som børn overlever vi ved hjælp af vores forældre. Derfor indretter vi vores adfærd helt ubevidst sådan at vi (det meste af tiden) kan være sikre på at få vores forældres kærlighed. Måske har vi lært at det rigtige er at udrette noget. “Hvad har du lavet i dag?” “Du har vel ikke bare tænkt dig at ligge der hele dagen?” “Din søster laver simpelthen ingen ting, hun er så doven”. Eller måske har vi hørt vores forældre tale dårligt om folk der har en doven eller ikke aktiv adfærd. I værste fald har det måske været en søskende, og du har på et indre ubevidst plan taget en beslutning om ikke at være doven. Hele tiden at være den dygtige. Den der gør noget. Den der får gode karakterer eller selv kan sørge for “brød på bordet”.

Så før vi siger sætningen:

“Jeg er ikke sådan én der bare kan ligge på sofaen og lave ingenting”

så er det måske værd at undersøge om det nu er en endegyldig sandhed, eller om det er noget vi har overtaget fra den altdominerende samfundstænkning eller måske er det vores tidligere barne-jeg der opfandt dette selvbillede, for at sikre sig vores forældres kærlighed og for ikke at blive udstødt af flokken.

Èn ting er ihverfald sand; vi bliver nødt til at kultivere vores selvomsorg i vor rehabilitering. Vi skal simpelthen passes, som vi ville passe et lille ulykkeligt spædbarn. Det er opskriften på at få ro i nervesystemet. Det er sådan vi skifter fra kamp/flugt, til hvile og ro. Det er det mest nødvendige at gøre når man har stress.

Du er velkommen til at læse mere om stress og behandling af stress på min hjemmeside: www.lindaclodpraestholm.com

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *