Corona og stress

Hvordan undgår jeg at blive (mere) stresset i al denne omvæltning, som corona virussen foresager?

Det er virkelig svært for rigtig mange for tiden. Og vi kan have det svært på alle mulige områder. Nogle har mistet deres indtægt, nogle er overbebyrdede pga. børnepasning og arbejde, nogle er isolerede, nogle er udfordrede på deres helbred og atter nogle er bekymrede for deres nærmeste. Alle er ramte på den ene eller anden måde. 

Men mine tanker går naturligt til dem jeg ved allerede er max udfordrede på hverdagen, nemlig de stressramte og stresssygemeldte, og særligt dem der lige pludselig skal tage sig af meget mere end de kan magte; usikkerhed og børnepasning. 

De fleste stresssygemeldte har nemlig et lidt forbudt tidspunkt på dagen; det øjeblik hvor de har afleveret børnene i skole og institutioner, og kan ånde lettet op. Endelig fred og ro. Og det udnytter de fleste ved først og fremmest at hvile sig. Det kan næsten føles skamfuldt, at nyde så meget at børnene er væk. Men der skal ikke mere til end en weekend eller en juleferie, før stressramte ved hvor vigtigt det er at de får denne ro og pause, også fra deres elskede børn. 

Men så kom coronaen, og så blev der gjort en ende på det. Rigtig mange mærker stressniveauet stige og måske også magtesløsheden tage til, selvom alle nok lige nu gør alt hvad de kan og magter for at få det til at fungere.

Jeg sad selv og læste nogle inspirerende indlæg på Facebook fra Mille Bruun Sjøgren og Thea Mikkelsen som har haft erfaringer med hjemmeskoling. Jeg kan virkelig anbefale alle med børn hjemme, at læse dem! Et af nøgleordene hos begge var planlægning og struktur.  Det kunne jeg sagtens relatere til, og så tænkte jeg at det da i grunden minder ret meget om det jeg sender mine akut-stressramte hjem med: Et dagsskema. 

Alle med skolebørn har sikkert allerede lagt et skema for børnenes skoledag, så hvad er nyheden her? Nyheden er den er at jeg også vil anbefale alle stressramte at lægge et skema for deres egen dag. Også selvom du føler at du er kommet ud af den periode, hvor du havde behov for det. Skemaet skal selvfølgelig matche dit barns skoleskema. Og læg også et skema for jer alle sammen, også selvom det ikke er et skolebarn du har. Dit skema skal starte med at du står op om morgenen, og går i seng om aftenen. Og du skal ikke lægge et skema fordi du skal lave mere eller fordi du skal op til tiden. Det er vigtigt at forstå.

Dagsskema for at minimere valg

Dagsskemaet skal indføres for at genoprette neurologiske ubalancer og forstyrrelser i hjernen. Det gøres ved at indføre struktur og forudsigelighed. En stressramt hjerne og krop er nemlig ikke kun overbebyrdet af stressorer udefra, overvældelse sker også på et indre plan i form af uforløst højstress.

Et skema skal minimere antallet af valg i dagligdagen. En stresset hjerne er ude af stand til at træffe valg. Derfor skal enhver indre “forhandling” minimeres. Struktur, forudsigelighed og rytme, er med til at skabe ro i hjerne, krop og nervesystem.

Hvis du har gået i behandling hos mig, har du måske allerede fået vejledningen i at lave et dagsskema. Hvis ikke er du velkommen til at kontakte mig på telefon*. Et dagsskema skal altså også indeholde de ting, der er svære at få indført når det hele bare kører. Det er derfor også pauser, hvile, gåtur /gående meditation, kropslige reguleringsøvelser, mad, osv. Husk også at tænke hviledage ind, selvom det kan give sig selv i disse tider med karantæne. Men det kan ligesåvel være at tiden bliver fyldt med for mange gøremål i hjemmet. 

Du skal altså tænke over hvordan du giver dig selv så meget ro som muligt. Husk at du først og fremmest skal tage hånd om dig selv, for at du kan tage hånd om andre. Det er altså vigtigere at du kommer igennem denne periode med så lidt stress og så meget overskud som muligt, end at dine børn får den perfekte hjemmepasning eller hjemmeskole. Du skal med andre ord springe over hvor gærdet er allerlavest! 

At give sig selv ro i børnepasning kan fx indebære at sætte noget på TV’et eller iPad, give børnene besked om at du hviler indtil uret ringer (sæt et ur). Læg dig fx på sofaen ved siden af dem, tag en øjenpude på eller et tørklæde over hovedet og ørepropper i. Børnene skal have høretelefoner på. Det kan også være at et familiemedlem kan tage over og lave højtlæsning over FaceTime i en halv times tid, mens du hviler eller laver øvelser ind ved siden af. 

Du kan med fordel henvise børnene til dit og deres skema. Så kan de se at nu skal du lave noget, og så er du tilbage med matematikhjælp om fx 30 minutter. 

Du kan også skærme dig selv når I går ud. Hvis I har en have er det let. Ellers så tænk på at tage hen et sted hvor i kan blive. Gerne i et veldefineret område. Så skal du ikke hele tiden orientere dig mod nye indtryk. Det kan også være at I bare går den samme rute hver dag, så I alle ved hvor i skal hen. 

Selvom I er hjemmegående. Måske to forældre. Så tænk alligevel på at gøre det hele så let som muligt. Onlineshopping af dagligvare er stadig en god ide. Men i det hele taget er god planlægning omkring indkøb rigtig godt. Husk på at hvis du er eller lige har været sygemeldt med stress, så skal du skånes så meget du/I overhovedet kan. Også selvom der kan være lidt feriestemning over denne tid. 

Jo bedre du har det, des mere kan du være nærværende for dine børn. Hvis du bruger alle dine ressoucer på at være med dem hele tiden, så bliver det let kvantitet frem for kvalitet.

Og det skriver jeg vel vidende at børn i forskellige aldre, selvfølgelig har forskellige behov. Men prøv alligevel at se hvordan du kan implementere ovenstående, lige gyldigt hvor gammelt dit/dine børn er.

Og selvom du ikke har børn, så gælder det samme for dig i et eventuelt samliv med en partner. 

Også mere stress uden børn 

For denne tid giver mere stress for – jeg tror godt jeg kan sige – ALLE. Grunden til det er, at vi befinder os i en ny situation, der hele tiden kræver at vi orienterer os. Det der sker, er at vores overlevelsessystem går igang. Det er vores autonome nervesystem der uvildigt reagerer på denne omvæltning i vores samfund og hverdag. Vores overlevelsessystem har forskellige faser, som kan aktiveres. Det sker helt ubevidst. Det første der sker er, at vi registrerer noget der potentielt kunne være en fare, og lige i kølvandet på denne reaktion kommer der en indledende orientering

Det kunne ske relativt hurtigt. Der er måske noget der rasler mod mit vindue en mørk aften. Det første der sker er så, at noget i mig stopper op, måske holder jeg vejret, og uden at tænke orienterer jeg mig. Husker måske, at det er en stormfuld nat, og træet står relativt tæt på mit vindue. Måske tjekker jeg det, og snart er jeg tilbage i det jeg lavede før, selvom jeg kan føle at mit hjerte pumper, men snart normaliserer mit åndedræt sig.

Vores overlevelsessystem fra vores autonome nervesystem giver os altså en lille stressreaktion. Ikke meget, men nok til at vi lige trækker skuldrene op, stikker hovedet frem, spærre øjnene op og orienterer os, uden vi overhovedet når at tænke over det. Når det er sket og vi fx har opdaget at det bare er en gren mod ruden, så lægger stressreaktionen sig igen. Stressen bliver forløst, og vi kommer tilbage i en afslappende tilstand. 

Men i den nuværende situation med corona fortsætter denne reaktion bare. Vi kan ikke rigtig blive færdige med at orientere os. Medierne viser nyheder hele døgnet rundt, og vi har svært ved at få fornemmelsen af at “nu ved vi hvad der sker”. Det vil sige, at denne stressreaktion vedbliver at være i kroppen og når aldrig en forløsning, og vi når aldrig tilbage til den afslappende tilstand. 

Afslut din orientering

Derfor er det vigtigt at du selv foretager en form for afslutning af din orientering, fordi ellers så holder du stressen “ved lige” i din krop og hjerne. Det vil være en god idé at begrænse din nyhedssøgning til fx 1 – 2 gange om dagen. Jeg siger ikke du slet ikke skal gøre det, for det er på en måde en naturlig del af den situation vi alle står i lige nu. Men gør det måske kun i 20-30 minutter, formiddag og tidlig aften. 

Det kan også være behjælpeligt at gøre dig klart, hvad du har behov for at vide. Noget af det vigtigste kan være at være opdateret på hvor længe skolerne er lukkede, hvornår erhvervslivet starter igen, hvor mange vi må samles, hvilke foranstaltninger vi skal tage når vi går ud, osv. Det kan også være en god idé at være opdateret hvis vi begynder at føle os syge, skal vi ringe eller ikke ringe?, og hvornår? Når du gør det klart for dig selv hvad der er vigtigt at vide, er der mindre risiko for at du begynder at læse alle mulige teorier om hvordan corona kan helbredes eller om Storbritanniens coronastrategi. Bare nogle eksempler. Husk at du gerne vil gøre orienteringen så kort og effektiv som mulig, så du kan føle at du har “gjort dit job” og afslutte, lægge det fra dig og gå videre med din dag. 

Hvis du ikke orker at læse eller følge med, er det også helt ok, men for nogle kan det alligevel virker utrygt. Her kan du overveje om du i stedet kan få din information fra din partner eller andet familiemedlem eller venner. Ring til nogen, gerne så du samtidig kan se deres ansigter. Og aftal måske at du ringer hver dag, for at få at vide hvad der sker nu.

Det kan nemlig være rigtig krævende for stressede hjerner pludselig at skulle følge med i nyhederne. Rigtig mange kan ikke. Og selvom man kan, kan man måske mærke en øget træthed eller muskelspændinger. Det kan jeg ihverfald selv mærke. 

Bevæg og sans din krop

Når du så er færdig med at søge information, er du nødt til at afstå fra informationssøgning og give dig i kast med aktiviteter, der kan give en forløsning. Du skal genetablere en rolig tilstande i dit nervesystem, og det indebærer aktiviteter, der giver dig mulighed for at føle, at du har masser af tid og hvor du føler en sikkerhed.

Det hjælper i denne proces at være opmærksom / fornemme de små tegn på at noget i dig søger en bevægelse, give kroppen mulighed for at omorganisere sig. Lyt til impulserne fra din krop. Bevæg øjnene langsomt, kig rundt i rummet, hvilket også ville fjerne dine øjne fra skærmen. Med andre ord skal du foretage en orientering i her og nu. Smil, snak, mærk latter, se på ansigter. Måske foretage et videoopkald, hvis du er alene eller bare har brug for et andet smilende ansigt.

Og så er der alle de gode øvelser, som du har stiftet bekendtskab med, hvis du har været i behandling hos mig. Jeg skriver dem her for at genopfriske, husk at det kræver en personlig indføring i øvelserne. Det kan jeg også give dig over et videoopkald. 

Husk at alle øvelserne skal udføres langsomt og med stor opmærksomhed. Hold pause efter hver øvelse og mærk hvad der sker i din krop. Her er de:

  1. Skubbe væk med armene
  2. Skubbe ud til siderne med armene
  3. “Englevinger” med armene
  4. “Sparke” med benene. Et bed ad gangen.
  5. Roterer i anklerne
  6. Stampe i gulvet
  7. Lad øjnene “vandre” rundt i rummet – så langsomt som en snegl
  8. Lad øjnene hvile på noget de godt kan lide at kigge på 
  9. Du kan også lave den gående meditation, som du kan finde en guidning af på min podcast

Så opsummerende kunne man sige, at denne tid kalder på struktur, regelmæssighed og minimering af valg. Især hvis man allerede har stress i sit system og vil undgå at blive mere stresset i denne periode. 

Vi kan også aktivere stressen ved at skulle orienterer os om situationen hele tiden, og her er det vigtigt at opnå en form for afslutning i orienteringen. At afslutte en orientering kræver at man giver sin krop lidt ekstra opmærksomhed, sanser det indre landskab og giver kroppen lov til at bevæge sig roligt og føle sig tryg.

Hvis du har lyst til at stifte mere bekendtskab med disse greb vi kan gøre i forhold til vores nervesystem, så er du velkommen til at booke en konsultation hos mig. Lige pt er det on-line. Hvis du gerne vil have endnu mere viden og redskaber til rehabilitering efter stress, så holder jeg et opladningsophold for stressramte. Hvis ikke det bliver til maj, så bliver det på en andet tidspunkt. Snart. 

Kilder:

Claesson, Bodil (2014), Pigen der hoppede ud af sin krop.

Levine, P.A. (2006), Helbredelse af traumer – En banebrydende metode til at gendanne kroppens visdom.

Levine, P.A. (2012), Den tavse stemme – hvordan kroppens sprog kan opløse traumer og skabe velvære.

Prætorius, N.U. (2007), Stress – Det moderne traume.

Træningsmanualen fra Somatic Experiencing©-uddannelsen.

*Jeg giver lige nu særligt halvtimeskonsultationer til 400 kr. hvor du bl.a. kan få vejledning til et skema og få den tilsendt efterfølgende. 

The CORONA fear – is it really fear?

Is our obsession about corona just fear or paranoia, or is it a part of a well functioning survival response? If it is a biological call for survival, how can we then keep our self healthy and the level of stress low by completing our orientation response?

ABSTACT: I argue that our need for information about the corona virus is subconscious action from our ANS and a part of our Survival Response Cycle familiar to professionals trained in Somatic Experiencing. I also shed light on how this can impact how mind and body, and I argue why it might be essential to take breaks from the information stream, and to restore equilibrium in the preparatory orienting response. Also I suggest how we can help trauma survivors and people with severe stress better in the current situation with corona. 

NOTE: This blog is in English. I normally write in Danish, and will eventually translate this one to Danish as well.

I am reading a lot of sentences these days about “Stop fearing” “How to manage you fear” “Overcome your fear” ”Keep calm …” etc. It made me think. Cause I feel no fear, though I have taken a lot of protective measures also before the government made restrictions. Actually my first feeling was that I was back at working as a nurse. Washing or disinfecting my hands, thinking of what I have touch and thinking more on bacteria than normal. But I never had fear as a nurse, even in severe situation with patients in isolation, some with potential dangerous sicknesses or bacteria, some with very low or no functioning immunsystem. Why was I not fearfull? Because it was my job, and I and my colleges knew what to do. We oriented us about the patient, went to the office, took the red, blue or green paper (later on the intranet) and read what protective measures we should use. There was no fear, but yes, there was an extra alertness. Which helped me to remember to do all the actions in the right order. 

And now I also have no fear, but the extra alertness. But something is different. I can’t go to the office and pull out the red, blue or green paper, because the paper is constantly changing. One day I should “only” wash my hands, the next day the schools are closing, next day a new law against gathering in groups. So, like most other people around the world, I spend an awful lot of time on orienting. And that made me recall my Somatic Experiencing training, as the word ORIENTING got a bell ringing. 

Those familiar with the training in Somatic Experiencing know that the Survival Response Cycle has different stages: 

  • Arrest response / Preparatory orienting  
  • Startle response
  • Defensive orienting response
  • Specific defense:
    • Flight
    • Fight
    • Freeze
  • Completion
  • Exploratory orienting response

Our Survival Response Cycle starts when ever our autonomic nervous system (ANS) perceive a potential threat. A threat could be just small changes in out environment (Remember how the animals were fleeing from the tsunami i Thailand long before the wave hit land?). So our ANS is build to detect even the smallest changes, so let’s say we havn’t read any news, then our ANS will start the Survival Response Cycle (SRC) when we notice significant less people on the street, people keeping more distance or waring masks. And if we keep up, just a little bit, with the news, the SRC will start even before. 

So what is the first stage? It is a form of arrest or novelty, which immediately will lead to a Preparatory Orienting Response. It is a response from our “reptilian brain” and it will make us stop, our body will at some level crouch, especially our neck, we will feel an instant alertness and readiness to search for information. From here neck, eyes and ears will stretch out to gather information and the subconsciousness will “ask” the questions like: Where is it? What is it? What is the relationship to me? How much time do I have? Is it moving quickly; do I need to react? We are scanning the environment and are ready to make immediate movement. 

So that could happen relatively quick. Something rattles against my window a dark night. I will have an arrest response, maybe hold my breath, and without thinking orient myself. Maybe remember that it is a stormy night, and the tree is standing relatively close to the window. I might check it, and soon I will be back at my activity, though I would feel my heart is pumping, but soon my breath will normalize. 

But it is not so easy and fast with out current situation with corona. It is like our Preparatory Orienting Response is never coming to an end, especially in these times with constant access to media around the world. All the time there are something new. In the old days we would rush to the street in the morning, being ready for the newspaper, or we would gather around the radio in the morning and in the evening, to catch up. Now we can’t finish catching up. 

So we could look at it as if we are in a constant Preparatory Orienting Response, where not only our brain is working hard to gather information, but our whole body are participating in this response. E.g. I do feel a lot of tension in my shoulders and neck at these days. What about you? What do you feel in your body? 

We should understand that the Preparatory Orienting Response is the first step in the SRC, and therefore it implies a stress activation. People working with traumaheling understand that to restore the body from stress or trauma, you need to deactivate the stress activation. The Preparatory Orienting Response is not a big activation, but in relation to the current situation it might be a very long or never ending activation, which over time will have a big impact on our nervous and endocrine systems, not to forget muscles, other tissue and brain. 

The Preparatory Orienting Response will under normal situations be followed by a dischage of the arrest response, which will lead to a more relaxed state. We would normally experience a small vibration in the muscle system which will lead to a relaxed feeling, maybe a deep sigh/long exhale, a yawning, sweating, movement or other changes in you bodily posture. Our attention will shift from a very focused orientation to a more broad and relaxed being in connection to our surroundings. 

If the Preparatory Orienting Response is ongoing there is no or only very little discharge. The stress level will rise and we will feel a constant alertness. Is that fear? No, not necessarily. The alertness might help us to remember to keep a healthy distance to people and to wash our hands etc. But too much alertness could easily be too much. Especially if we already carry stress or trauma in our brain and body. 

But to talk against that alleged “fear” or alertness could also limit our healthy and biological Preparatory Orienting Response, and inhibit a normal chance for discharge. Let’s call it what it is; A biological need for orientation, so we can feel safe. 

So what can we do to help ourself and our clients? E.g. I find it very hard to stop searching information about corona, and found myself listening to today’s press conference on the speaker just befor going to bed. So unlike me. But on the other hand, my whole bodily system is reacting and searching for information. Maybe I could give myself some timeslots to search information? Maybe noon and evening? 

So normalising the need to orient / gather information might help both ourself and our clients. It could also help to structure what kind of information we need. What questions normally show up is: What do I need to do to stay healthy? What repercussions are the current right now? (E.g. are schools closing, are the shops closing? etc.) What do I do if I or my loved ones feel sick? What are the signs of COVID-19? 

It might help to write down these questions, so you can assure yourself that you have now found the informations needed. That would especially apply for traume survivors or people dealing with severe or traumatic stress, while we know that the cognitive functions are not working normally and information is hard to structure. Some of these people might not even manage to read or listen to the news, and the situation becomes threatening. You could also say that the Preparatory Orienting Response is then interrupted and then you will see signs of being stuck in orienting disturbances which are hyper-vigilance, avoidance or extinguished orienting. In these cases we might help the need for orientation by suggesting to find it through relatives. E.g. you could have one daily phone call to a friend or a relative and get newest updates about the corona situation. 

When you are done gathering information, lets say you use half an hour 1 – 2 times pr day,  you would then need to refrain from information search and indulge in activities that would give a discharge. To restore equilibrium in the preparatory orienting might imply activities that allow you to to feel that you have plenty of time and feel safe. Also paying attention to intentional preparatory movements would help. You would have to “look” /sense the small “pre-movements” instead of jumping to big gross motor movements. Give the body a change to reorganize. Listen to the impulses from your body. Move the eyes slowly, look around in the room, which also would un-fixate your eyes from the screen. Titration (which is a known component in working with trauma) is already applied by structuring and limiting you information flow. Orienting in the here and now. Feeling the surface underneath you, and moving the neck, would also be very beneficial. And what we have learned from Stephen Porges and The Polyvagal Theory, to activate the social engagement system. Smile, talk, laugh, look at faces. Maybe do a video call if you are alone or just need another smiling face. If you do your information gathering via a call to a friend or relative, you could do it via a video call, that would be very beneficial. Watch a comedy or just give yourself a smile in the mirror. 

So what about the fear. Is it not there? Yes for some it is there, and that might be an interpretation in our nervous system from an interrupted Preparatory Orienting Response. E.g. for children it is very difficult to orient in the current situation with corona, and naturally they feel fear. But I think, by understanding, normalize and support our need for orientation might limit the first spike of fear. It is totally normal to read a lot about corona right now, and you are not paranoid by doing so. But the circumstances that we have a very hard time finishing that biological response, for some it might lead to very elevated states of stress, that could express it self as fear. By “completing” your orienting response, you make ground for a discharge and a feeling of restores balance. But we might, and still should have a minor state of alertness so we remember to keep the right actions, but that alertness would maybe be more tolerable, when the orientation can feel completed. 

References:

Claesson, Bodil (2014), Pigen der hoppede ud af sin krop.

Levine, P.A. (2010), In an Unspoken Voice: How the Body Releases Trauma and Restores Goodness.

The training manual from the Somatic Experiencing© education.

Van der Kolk , B. (2014) ,The body keeps the score : Brain, Mind, and Body in the Healing of Trauma.

Vidnesbyrd fra Jobcentret – De tre dråber

Jeg er mødt op på Gentofte Kommunes Jobcenter. Jeg skal til møde med rehabiliteringsteamet, med en klient. Jeg vil kalde ham Jan*. Vi mødes i forhallen. Jeg siger godmorgen til dem der sidder ved bordene, men alle vedbliver at kigge ned uden at sige noget. Måske tænker de, at det vel ikke kan være dem jeg taler til. Personalet er behændigt blevet flyttet ind bag en glasvæg, så man mødes ikke længere af et menneske, men af en maskine. Og alle der skal til møde på kommunen sidder næsten udstillet ved små borde. De er det første man ser når man kommer ind. Og ingen er glade for at blive udstillet lige netop der. Det er tydeligt. 

Jeg ser Jan i øjnene. Han er nervøs. Vi giver hinanden et smil til beroligelse. “Lad os tænkte det bedste”, siger han, “ de er jo også bare mennsker”. Jan har forberedt sig til mødet ved at tænke gode tanker om dem han skal ind og møde. Der kommer nemlig til at sidde et helt rundbord med social- og sundhedsarbejdere, som skal vurdere hans situation og tilstand. Jeg er med som støtte, så han ikke sidder alene. Vi har også aftalt at jeg kan bede om pauser, hvis han bliver for påvirket og at jeg kan huske ham på ting, som jeg mener er vigtige i fx spørgsmål det bliver stillet. 

Så bliver vi hentet af Jans socialrådgiver. “Hvor mange er der?” spørger Jan socialrådgiveren. “Der er helt fyldt rundt om bordet”, svarer hun. “Jamen hvor mange?”, spørger han nervøst igen. Uforudsigelighed, pres og præstation, gør intet godt for hans PTSD, men han får ikke svar på sit spørgsmål, og det virker næsten endnu mere foruroligende på os. 

Rummet er fyldt, da vi træder ind. Selv på mig kan det virke en smule overvældende. Vi får givet hånd til alle og sat os. Vi får et krus hver med vand, et plastikkrus, som var vi ved tandlægen. Kruset minder på en måde om den skrøbelighed, jeg ser i Jans øjne og kropsholdning. Et lidt for hårdt tryk, og vandet vil flyde over og kruset blive trykket til ubrugelighed. Jeg vil gøre alt for at afværge de hårde tryk, men det skal vise sig at bærret kommer til at flyde over alligevel.

Har du overvejet at flytte ? – Den første dråbe

En socialrådgiver fører ordet, og efter en præsentationsrunde spørger hun Jan hvad han allerhelst vil.  

“Jeg vil bare have fred og ro, så jeg kan komme mig og få det godt igen. Og så ønsker jeg også økonomisk sikkerhed. Efter at I har valgt at stoppe mine sygedagpenge, på et grundlag jeg stadig ikke forstår, så er jeg gået over 4.000 kr. ned i indkomst, og jeg kan ikke betale min husleje. Jeg er bange for, at jeg snart kommer til at ende på gaden

Hans stemme skælver og han kigger ned. Dybt berørt og pinlig over sin situation.

Med en hånd på Jans skulder, kigger jeg rundt på de folk, der hedder rehabiliteringsteamet. Deres ansigter er kolde, det er tydeligt at de har lukket af et sted langt inde i dem selv. Jeg tænker at det også må være hårdt at sidde og være medvirkende til den ene tragedie efter den anden. Tragedien her består i, at min klient, Jan, har mistet alt hvad der før var ham: socialt liv, arbejdsevne, livskraft og penge, og nu står han også til at miste den sidste rest af sikkerhed, sit hjem. Jan har for blot få år tilbage været en ganske almindelig velfungerende mand, med et helt almindeligt fuldtidsjob. Han er uddannet lærer, i slutningen af 50’erne, har en voksen søn, og bosiddende alene. En aften bliver han udsat for et voldeligt overfald. Efter at være kommet sig over de fysiske mén, starter han på arbejde igen, men får det hurtigt meget dårligt med besvimelser og synsforstyrrelser. Han sygemeldes, men tvinges af jobcentret i arbejde alt, alt for hurtigt, dog i et meget mindre krævende job. Men selv det var for meget for hans nervesystem. Hvorfor han nu sidder her i sin anden sygemelding med PTSD i fuldt flor. Hvad der er sket med ham, kunne ske for dig og mig, for os alle sammen. 

For vi ved ganske enkelt ikke hvad der sker i morgen, vi kan blive ramt af vold, overfald, ulykker, alvorlig sygdom, stress, skader eller terror. Dermed kan Jans historie i løbet af meget kort tid også blive vores. Jan er nu røget ud af sygedagpengene, fordi kommunen har trumfet hans læges ord, for kommunen mener ikke der er bedring i sigte. Så har man ikke ret til sygedagpenge i mere end 22 uger, selvom man stadig er syg og er under behandling. Nu er han i jobafklaringsforløb og på en kontanthjælpslignende ydelse.

Den socialrådgiver der fører ordet nikker, og siger så:

Har du overvejet at flytte til et sted med en lavere husleje?

Det var den første dråbe. Jan bryder sammen og kan ikke andet end at ryste på hovedet mens tårerne triller ned ad hans kinder. Han er allerede flyttet to gange siden overfaldet. Første gang fordi det var for voldsomt for ham at bo i det område hvor han blev overfaldet. Så er han flyttet igen, fordi udlejer af den nye lejlighed satte huslejen op før han flyttede ind. Nu bor han billigere, men deler så også lejligheden med en sambo. Det diskvalificerer ham til boligstøtte. Men udsigten til endnu en flytning, (hvortil skulle det også være?) er ødelæggende for et menneske i denne tilstand. Jeg undrer mig over, at man kan være så ufølsom og stille et sådan spørgsmål til et menneske i krise. Det er ganske enkelt uværdigt.

Skal du have et hjemmebesøg ? – Den anden dråbe

Jans udsigt til at bo på gaden ryster tilsyneladende ikke andre end Jan og jeg, og mødet fortsætter med andre spørgsmål. Hvad kan Jan klare i løbet af en dag, og ville en eventuel arbejdsprøvning i forbindelse med praktik, flexjob eller førtidspension være en mulighed? Jan svarer for sig så godt han kan. Det er lidt som at balancere på en knivsæg, for på den ene side kan jeg mærke at han gerne vil fortælle om alt det gode han gør; selvopsøgt psykologbehandlinger hos en traumeterapeut, yoga, rolige gåture, mediation og vinterbadning, og samtidig er der tale om en meget lille råderum af energi og overskud. Jeg får et billede af et menneske der basker febrilsk med ben og arme for ikke at drukne, men alle ved, at det er det værste at gøre, hvis man ikke kan svømme. Jeg bryder ind da vi er blevet enige om at det er vigtigt at han får det rette billede frem af hans kapacitet i hverdagen. Jeg minder ham om vores seneste samtale, hvor han fortalte at det er utroligt krævende bare at foretage en støvsugning, og mange gange er en efterfølgende gulvvask ikke en mulighed. At han bl.a. også må hvile mange gange i løber af dagen og at han ikke kan klare ret mange mennesker ad gangen.

En ergoterapeut kommer på banen:

Har du overvejet at få hjælp i det daglige?

Jan og jeg kigger forundret på hende? “Hvilken hjælp tænker du på?”, spørger jeg.

Man kan få et hjemmebesøg til hjælp med at strukturere sin dagligdag. Så man kan blive trænet op til at komme igennem dagen”.

Det var dråbe nummer to. Jan bryder fuldkommen sammen igen. Jeg forsøger at støtte ham, men kan selv mærke den rammende nedgørelse og ydmygelse der hænger i rummet. Da Jan kommer til sig selv igen, forklarer han, at det ikke handler om det. At han står op kl. 7:00 hver dag, har sine rutiner, men at han simpelthen ikke kan klare ret meget. At energien slipper op. Og hvis han udsættes for for meget, kvitterer hans krop med svimmelhed, angstanfald, løs mave, muskelspændinger, åndenød og søvnløse nætter. Faktisk har han ikke sovet igennem siden hans sygedagpenge blev stoppet, han har haft influenza to gange, fået hælesporer og tandkødsbetændelse. Jeg er rystet over hvor lidt viden en ergoterapeut kan have om mennesker i denne tilstand. “Men man kan blive trænet op”, hun vil åbenbart have det sidste ord, og jeg lader hende få det. Der er ingen grund til at forklare hvad PTSD gør ved vores krop, hormon- og nervesystem lige nu. 

Held & lykke ! – Den tredje dråbe

Mødet fortsætter endnu en gang. Det er blevet gjort klart at Jan er alvorlig påvirket i det daglige, tåler meget lidt belastning, er i relevant behandling, men står i en økonomisk håbløs situation. Rehabiliteringsteamet lader det hele hænge i det uvisse, og siger at de nu vil indstille til næste tiltag på baggrund af dette møde, men at de næsten helt sikkert vil sige at praktik eller arbejdsprøvninger ikke er aktuelt lige nu. Hvorfor kunne Jans socialrådgiver ikke bare selv have fundet frem til denne konklusion? Det er jo det han har siddet og sagt de sidste 6 måneder? At han vil have ro og fred til at følge sin behandling og ikke vil presses. 

Den socialrådgiver der fører ordet slutter af:

Så vil vi bare ønske dig held og lykke …

Det var den tredje dråbe, ingen ord kunne være mere upassende. Jan bryder sammen for tredje gang og gennem tårerne og med en krop der ryster får han fremstammet:

Hvis ikke I havde stoppet mine sygedagpenge havde jeg ikke stået her i dag. Jeg har bidraget til samfundet, arbejdet hele mit liv og havde svoret, at jeg altid ville arbejde og altid gøre alt for at hjælpe andre. Nu kan jeg intet. Først presser i mig tilbage fra første sygemelding og nu det her. Jeg har det som om jeg konstant kæmper mig op ad en våd skrænt, for så igen at glide ned. Og det er jer der får mig ned. Jeg gør alt hvad jeg kan for at få det bedre, men det er rigtig, rigtig svært at leve med den usikkerhed og pres der er fra Jobcenteret og med udsigten til at ende på gaden ! Og så øsnker du mig held og lykke ?!?

Så slutter mødet.

Det skal ikke herske nogen tvivl om at grunden til at jeg skriver dette indlæg, er at jeg er rystet over hvordan vi behandler mennesker i kriser eller sygdom her i landet. Denne hændelse er blot én af rigtig, rigtig mange. Af menneskelige lidelseshistorier. Der er meget lidt hjælp at hente, og de fleste bliver ladt alene i håbløshed. Vi tvinger syge borgere ned på en meget lav ydelse, hvor ingen rigtig kan overleve, det påvirker dem så meget psykisk, at hvad de så end måtte fejle, så vil det forværre deres tilstand. Hvordan kan vi være det bekendt? 

*Jans navn er ikke hans rigtige navn. Alle personlige oplysninger er ændret for at beskytte hans identitet. 

Kender du de tre søjler i stressbehandlingen?

Hvis din stressrehabilitering skal lykkes, er det vigtigt at den står på tre søjler:

  • Viden
  • Terapi
  • Adfærd

Rigtig mange er ikke klar over dette, og kommer måske kun til at stå på én søjle, eller to. Det giver desværre rigtig stor risiko for, at stressbehandlingen enten ikke lykkedes, tager meget lang tid eller at, der kommer hurtige tilbagefald af stress. 

Herunder vil jeg forklare de tre søjlers indhold. 

Viden

Viden er simpelthen viden om hvad stress er, hvad der er sket i dit nervesystem og hvordan du får rehabiliteret din stresstilstand. 

Det deler jeg op i viden på tre planer:

  • din indre stresstilstand
  • dig i samklang med omgivelserne
  • omgivelsernes påvirkning

Din indre stresstilstand er vigtig at få klarlagt og forstået, for at du ved hvad der lige nu sker i dit nervesystem og hvorfor det er vigtigt at rehabilitere.

Dig i samklang med omgivelserne kan synligere hvordan dine omgivelser kan påvirke og aktivere dit nervesystem, men også hvor og hvordan du måske bliver unødigt aktiveret.

Omgivelsernes påvirkning er vigtigt, fordi man også er nød til at forholde sig til om man i har befundet sig i usunde miljøer. Man kan nemlig ikke forvente at komme sig over stress, hvis man går direkte tilbage i det usunde miljø. Arbejde, som privat. 

Terapi

Terapien er vigtigt fordi det er her man opnår evnen til at skifte tilstande i nervesystemet, forløse ophobet stress og traumer, samt får nye, bevidste som ubevidste handlemåder indlært i krop og nervesystem. Jeg anvender psykoterapi med afsæt i primært Somatic Experiencing og andre kropsligt forankrede psykoterapeutiske tilgange.

Hvor den første søjle Viden er en mental praksis, så er Terapi en kropslig sansende praksis. Det betyder at man gennem terapien lærer sin krop og nervesystem at kende indefra. Sansning eller kropsfornemmele er derfor afgørende. Hvordan reagerer mit nervesystem egentlig på at gå ind på mit arbejde? Hvilke signaler giver min krop lige før jeg bliver overvældet? Hvordan føles min angst hvis jeg gør sådan? 

Jo større sikkerhed vi føler i egen krop, des lettere bliver det at rehabilitere stress. Omvendt ved vi også fra videnskaben at, stress giver større usikkerhed i krop og nervesystem. Så at genetablere en grundlæggende kropslig sikkerhed er afgørende. Da vi nu også ved at kroppen påvirker tankerne – og ikke omvendt – vil negative tanker og tankemylder følge de forandringer der skabes i kroppen. Og med tiden vil de blive mindre påtrængende og lettere at håndtere. 

Adfærd

Adfærd er en rammesætning af dit liv i din rehabiliteringsperiode. Hvordan understøtter du bedst rehabilitering i døgnets 24 timer. Hvad er godt at foretage sig og hvad bør man sortere fra. I hvor lang tid skal denne rehabilitering foregår, og hvordan planlægges transitionen fra rehabilitering til normal hverdag igen? Der kan være tale om planer, skemaer, tidsrammer og andet. En rehabilitering kan involvere en sygemelding, men behøves ikke at gøre det. Det er dit nervesystems tilstand der afgør det. 

Adfærd kan også være små kropslige øvelser, som kan være gode at foretage i løbet af dagen. Bestemte bevægelser med arme og ben. Brug af fx bolde eller andre genstande. Gående meditationer, eller kropssansninger med afsæt i mentale tilstande. 

Kilder:

De Tre Søjler er tilvejebragt på baggrund af min egen erfaring, og på baggrund af følgende litteratur m.m.

Levine, P.A. (2012), Den tavse stemme – hvordan kroppens sprog kan opløse traumer og skabe velvære.

Levine, P.A. (2017), Traume og hukommelse – en praktisk vejledning i at forstå og arbejde med traumatiske erindringer – hjerne og krop i en søgen efter den levende fortid.

Matzau, M., (2009), Stresscoaching – coaching i grænselandet.

Nhất Hạnh, T. (1975) The Miracle of Mindfulness.

Prætorius, N.U. (2007), Stress – Det moderne traume.

Sigel, D., (2016), Mindsight.

Van der Kolk , B. (2019) , Kroppen holder regnskab.

Weeke, U.R., (2018), At danse med nervesystemet.

Forlæng stresssygemeldingen – 9 nyttige råd til dig som professionel

Ingen patienter / syge borgere, intet arbejde. Og ingen er lettere at fastholde i en sygelig tilstand, end stressramte. Derfor er der her en række nyttige råd til dig som læge, sagsbehandler eller anden myndighed / behandler, så du sikrer dig at stressramte forbliver stressede.

  1. Undgå øjenkontakt med patienten / borgeren :

Øjenkontakt, smil og imødekommenhed aktiverer Social Engagement System, som kan virke beroligende og afstressende. Det vil du gerne undgå. Så kig derfor KUN i journalen. Eventuelt – hvis du trænger til at bevæge øjnene – kan du kigge på uret, måske både på vægen og dit armbåndsur. Sådan signalerer du også at patienten / borgeren er ganske alene i deres miserable tilstand, og det forstærker stressen hos dem. Det bedste er hvis du bruger et it-system til journalbehandling, så kan du nemlig med jævne mellemrum trykke på nogle knapper, og afbryde patienten med udsagn som “Dumme it-system!”.

2) Vær fortravlet, hurtig eller aller bedst, stresset :

Den letteste måde at nedregulere stress hos andre, er ved en rolig tilstedeværelse. Derfor er det vigtigt at du hele tiden bevæger dig som om du har meget travlt. Er der en korridor du skal gå ned ad, så gør det så hurtigt og stresset som muligt. Har du nogle sko der larmer, er det godt. Når du sidder ned kan du vippe med foden eller banke fingrene ned i bordet. På den måde signalerer du, at din tidsramme er vigtigere en patienten / borgerens velbefindende. 

3) Peg stressproblematikken hen på personen :

Ignorer enhver videnskabelig undersøgelse, der viser at stramme tidsrammer, udefinerbare opgaver, dårlig ledelse, larmende arbejdsforhold (som storrumskontorer) m.m. fører til stress. Informer for Guds skyld derfor ikke patienten / borgeren om det. Spørg istedet ind til personlige forhold. Alle vil kunne finde et eller andet i privaten, for at undskylde den pinefulde tilstand de befinder sig i. Hvis stress gøres personligt, så øger du chancen for at patienten / borgeren vil føle sig alene, nedtrykt og senere udvikle depression. 

4) Vejled om stressende aktiviteter :

Intet er mere effektivt end at vedblive at udsætte patienten / borgeren for stress. Opfordre til hurtige gåture, motion, hård træning, sundhedskurer, socialisering og masser af aktivitet. Det aktiverer sympaticus og udskiller stresshormoner i stor stil. Dermed bliver rehabilitering forhalet, måske endda umulig. Du kan skræmme patienten / borgeren, ved at sige at de ikke må blive inaktivere, lade og lande på sofaen. De fleste vil gå derfra med en forestilling om at en sofa er noget man aldrig kan komme op af, når først man er landet der. Ha ha ha ha ha…..

5) Re-traumatiser ! …. igen og igen :

Studier af hjernen har vist at hver gang vi fortæller om en stressende begivenhed, så reagerer hjernen og nervesystem nøjagtig som om det skete lige nu. Hver gang du spørger ind til stressen og lader patienten / borgeren fortælle så detaljeret og så lang tid som muligt, udsætter du dem altså for nøjagtig det samme stress igen og igen. Du kan være sikker på at det også vil påvirke dem resten af dagen og mange gange i flere dage efter. Det er en rigtig god måde at vedholde patienten / borgeren i en stresstilstand. 

6) Jo hurtigere igang igen, jo hurtigere tilbage i en ny sygemelding :

Hvis ikke den stressramte rehabiliteres helt, men sendes tilbage i arbejde for hurtigt, så er der større chance for at du snart vil se dem igen med en ny stresssygemelding. Du kan derfor referere til forældede undersøgelser med sætninger som “Jo hurtigere du kommer igang igen, des bedre”. Disse undersøgelser viser ganske vist ikke noget specifikt om stress og om det gælder for alvorligt stressbelastede mennesker, men det behøves du ikke at forholde dig til. 

7) Væk en skyldfølelse :

Du kan sige “Nu er der gået lang tid” eller “Har du lært at sige fra, så du ikke bliver så hurtigt stresset?” “Hvad har du lært af din stress?” Det ville selvfølgelig være mest relevant at spørge hvad arbejdspladsen har lært, men det er ikke dit ærinde at skabe gode arbejdsforhold for andre. I stedet skal du fokusere på skyld og skam. Skyld og skam er vigtig for at blive holdt i en indre stress. Skam er en dorsal vagus stimulering og fører til nedlukning af patienten / borgerens fysiske system og heraf følgende depressive tilstande.

8) Skab usikkerhed; anvend din magt :

Hvis der er noget der ikke er godt for stressramte, så er det usikkerhed. Tru dem på deres eksistensgrundlag. Tag over hovedet, mad på bordet. Det er jo dig der lige nu har magten over deres liv, deres evne til at blive raske og over deres økonomiske situation. Så tit som muligt skal du sige at “Sygedagpenge jo kun er en midlertidig ydelse”, selvom det er en sandhed med modifikationer. Worst case scenario er for mange: Dagpenge. Men de færreste har nok ikke kalkuleret med, at være på kontanthjælpsydelse, da de optog huslån m.m. Man kan vel altid få sygedagpenge? NEJ ! Nu er loven heldigvis lavet sådan, at man kan presse syge og uarbejdsdygtige mest muligt og fratage dem sygedagpenge selvom de stadig er syge. Og selvom sygedagpengeloven rummer muligheder for forlængelse i op til 134 uger, skal du ikke belyse den mulighed. Det vil skabe for meget ro og sikkerhed hos en stressramt. Så tru med ressourceforløb, arbejdsprøvning, praktik osv. Sig også gerne til dem, at du ikke vurderer at de vil blive arbejdsdygtige indenfor to et halvt år. Ja, det er lang tid, men sig det med en fasthed og gerne en smule nedladenhed. På den måde kan du spare kommunen for penge, og presse den stressramt økonomisk mest muligt. Du vil på den måde sikre dig at patienten / borgeren ikke bare forbliver stresset, men også at arbejdet genoptages allerede i en stresset tilstand. Det er perfekt.

9) Brug dehumanisering :

Ignorer den kendsgerning at overfor dig sidder et menneske, der indtil for ganske nylig var helt velfungerende, en velanset kollega, en elsket ven, en der bagte kage til møderne eller en der  lavede regnskaberne i foreningen. Prøv at se bort fra at dette menneske har lagt utrolig meget liv og tid i at blive en dygtig ingeniør, jurist, pædagog, forsker eller sætter en ære i at udføre et godt stykke arbejde. Se dem istedet som en af den store mængde af uarbejdsdygtige snyltere, der tilsyneladende ikke gider at bidrage til samfundet mere. Du kan fx stille spørgsmål som “Hvad vil du med dit liv?” Disse mennesker har sikkert ikke andet end en stor hungrende lyst for at leve et helt normalt liv med interesser i og udenfor arbejdet. Du kan også med fordel sige “Det er vigtigt at du snart får oparbejdet din arbejdsevne, så du kan blive fuldt arbejdsdygtig igen.” Det giver ingen mening, det ved jeg. Alle mennesker er arbejdsdygtige og har gode arbejdsevner, med mindre de er syge. Vi havde ikke behov for at opøve en arbejdsevne da vi første gang fik et fritidsjob, eller da vi arbejdede hele sommerferien efter gymnasiet eller da vi med stolthed fik vores første rigtige fuldtidsjob. Men du skal ignorere, at du har med et menneske at gøre, og istedet tale nedladende og give indtryk af at de har mistet noget ganske fundamentalt for at være et ligeværdigt medlem af samfundet: Nemlig deres arbejdsevne. Jo mere du sætter tvivl i dem om deres værd som mennekser, des mere vil det blive deres virkelighed. De vil derfor fuldkommen miste orienteringen og troen på dem selv, samt en bedring af deres tilstand. Du sår med andre ord et frø til en dyb spaltning og grundlæggende tvivl hos dette menneske. Det var et trick, der i sin tid virkede rigtig godt overfor de tyske jøder, og den danske sociallovgivning muliggør heldigvis en lignende dehumanisering af uarbejdsdygtige mennesker i det danske samfund. Man kan med fordel studere Victor Klemperers dagbøger, for at forfine sit dehumaniserende sprogbrug. 

PS. Alle eksempler er afprøvet i den virkelige virklighed, og har vist øjeblikkelig forværring hos de udsatte mennesker.  

Du kan læse meget mere om stress her på bloggen og min hjemmeside Behandlingafstress.nu

Kilder:

Klemperer, V. (2010), LTI – lingua Tertii Imperii : Det Tredje Riges sprog : en filologs notesbog.

Levine, P.A. (2012), Den tavse stemme – hvordan kroppens sprog kan opløse traumer og skabe velvære.

Levine, P.A. (2017), Traume og hukommelse – en praktisk vejledning i at forstå og arbejde med traumatiske erindringer – hjerne og krop i en søgen efter den levende fortid.

Matzau, M., (2009), Stresscoaching – coaching i grænselandet.

Prætorius, N.U. (2007), Stress – Det moderne traume.

Prætorius, N.U. (2018), Opgør med fremmedgørelse og stress i arbejdslivet fra Professionelle samtaler og empatiske relationer af Joan Lythje Andersen, Majse Lind, Rikke Amalie Agergaard Jensen & Anette Grønning m.fl.

Van der Kolk , B. (2014) ,The body keeps the score : Brain, Mind, and Body in the Healing of Trauma.

“Kan overskriften ikke være: YOGA FJERNER STRESS ?” Mig: “NEJ ! Det får du mig aldrig til at skrive !!!!”

… Stilhed … Jeg nægter simpelthen at fodre denne forsimplede tilgang til stress, forebyggelse som behandling. Også selvom det er en god salgssætning. Og også selvom jeg selv er yogalærer.

Det er ganske enkelt en farlig forsimpling er virkeligheden. Det ville være ligesom at skrive at YOGA VIRKER MOD KRÆFT.

For hvis du ryger to pakker smøger og drikker 1/2 flaske rødvin hver dag, propper dig med hårdt stegt oksekød og desuden sover meget få timer, ja så siger det næsten sig selv at yoga i den situation hverken kan mindske risikoen for kræft, ej heller kurere den. (Eksemplet er skrevet på baggrund af den epidemiologiske forskning, der er lavet om forekomsten af kræft, og ikke for at tale ned om nogens livsstil.)

Og ligeså er det med stress. Hvis du vedbliver at befinde dig i et miljø, som man nu ved belaster et ellers sundt nervesystem, ikke foretager dig de rette afstressende handlinger, hviler for lidt og belaster dig for meget, ja så er det som eksemplet ovenfor. Det svarer med andre ord til en ekstrem usund livsstil, og det kan yoga ikke rette op på.

Det farlige i den ovenstående forsimplnigen, er derfor at det kan skabe en forståelse af at man kan fortsætte som før, og dermed slippe for stressen eller komme af med stressen.

Men jeg siger ikke at yoga ikke kan hjælpe mod stress. Yoga bør dog ikke stå alene. Hvis vi skal bruge eksemplet ovenfor, så kræver en livsstilsændring at du får viden om HVAD det er der skal ændres, HVORFOR det skal ændres, hvad du bør spise eller gøre i stedet og hvordan du retter op på følgerne fra den usunde livsstil.

Dermed ikke sagt at stress handler om at der skal ændres noget i den stressramte. Oftest er der nemlig tale om at der skal ændres noget i det miljø den stressramte befinder sig i. Der er med andre ord ikke noget galt med personen, men med det personen udsættes for. Det er et komplekst område i sig selv, og derfor kræver det ofte professionel hjælp at gennemskue dynamikker og psykologiske konsekvenser af fx arbejdsmiljø eller private omstændigheder. Det er her kilden til stress skal findes, og ikke som en fejl i personen selv.

Jeg skriver som jeg gør på baggrund af min viden om traumeheling og som stresscoach. Og så min personlige erfaring. Faktisk vil jeg tilskrive forsimplede udlægninger af stressforebyggelse, som årsagen til at jeg selv blev SÅ alvorlig ramt af stress, som jeg gjorde. Jeg havde nemlig selv læst mig til – utallige steder – at bl.a. meditation, sund kost og motion “er godt mod stress”. Da jeg på daværende tidpunkt havde haft en daglig meditationspraksis i mere end 12 år, spiste ret sundt og grønt, kom jeg til den slutning at jeg blot skulle intensivere min spinning i fitnesscenteret. Så skulle den fornemmelse af stress nok snart forsvinde.

Og så fortsatte jeg ellers bare med at drøne derudaf. Samme umenneskelige arbejdspres og fremmedgørende forhold for mit arbejdes udførsel. Fornægtelse af alle tegn på overbelastning og motion og meditation i stedet for at slappe af. Men jeg handlede jo bare efter den information jeg havde fået om stress. Desværre den forkerte. Men jeg vidste ikke bedre.

Og SÅ faldt jeg med et brag! Og det skulle tage mig flere år blot at nærme mig en normal hverdag hvor jeg igen føler mig som et normalt, velfungerende menneske.

Jamen, tænker du nok, hvad er det så med den yoga? Og hvorfor er det, at netop jeg også har yogaforløb og workshops til stressramte? Det er fordi at yoga ER godt. Men det er ikke et vidundermiddel. Og min erfaring er at det skal gives på den rigtige måde og i rette doser, det skal serveres så man undgår de mange faldgruber der er i yogaverdenen OG det kan ikke stå alene i behandlingen af stress. Og nogle gange så er yoga overhovedet ikke godt, og bør derfor undgåes.

Men yoga kan også give noget, som først opnåes efter langvarige terapeutiske forløb. Yoga kan tilbyde en genetablering til de dele af hjernen, som er alt afgørende når man taler om rehabilitering fra stress og traumer. Yoga kan også give fornemmelsen af kropslig velvære, som påvirker vores måde at være i verden. En fornemmelse af generel tryghed og sikkerhed er nemlig et andet nødvendigt fundament i rehabilitering fra stress og traume.

Derfor har jeg selv lavet yogaforløb der bygger på min viden om traumeheling, om rehabilitering af et overbelastet nervesystem og om stress. Og hvor jeg inddrager helt specielle øvelser og desuden krydret med viden om stress, stressfremkaldende faktorer og nødvendige rehabiliterende tiltag. Er man hårdt ramt af stress, vil jeg desuden opfordre til at man får personlige konsultationer hos mig, at man får en diagnostisk vurdering af stressen, får en prognostisk plan og støttes optimalt i sin rehabiliteringsprocess.

Og når alt det så er sagt, så skylder jeg at sige at yoga er fantastisk. I hvert fald for mig. Og der går ikke én dag hvor jeg ikke laver yoga. Men hvis hele verden ramler om mig, så bliver jeg skisme da også og stadigvæk stresset ! Og så tager jeg den derfra, men det bliver helt sikkert langt bedre end sidste gang.

I min podcast ‘Samtaler om Stress’ kan du få mere viden om stress, om skadelige arbejdsforhold og om menneskelige erfaringer med at opdage og rehabilitere fra stress. Podcasten findes HER.

1.-8. marts organiserer jeg et nænsomt, nærende og livgivende yogaretreat på Cypern. Der er stadig ledige pladser. Læs mere HER.

Gør det her og bliv aldrig mere stresset igen. NOT !

Kender du det med, at du har læst jeg ved ikke hvor mange artikler, bøger, pjecer og spalter i damebladene om hvordan man undgår eller håndterer stress? Måske har du endda efterkommet 70-80 % af rådene. Noget med kost, motion, natur og noget med meditation. Og har det virket?

Problemet med denne tilgang er flere ting. Et er at hele ansvaret lægges på individet. Vi skal hver især gøre alle disse ting, og så kan vi undgå stress. Hvis vi så bliver stressede alligevel, så er det vores egen skyld. Når individet tillægges hele skylden for stress, så fjernes ansvaret fra mange af de ydre omstændigheder der i denne tid forvolder så meget stress. Et samfund der kræver meget af os, forventningspress på vores personlige præsteren og ikke mindst et arbejdsliv, der for rigtig mange faggrupper er blevet besparet, presset og effektiviseret i sådan en grad, at mange føler at de ikke kan stå inde for det arbejde de udfører.

Et andet problem er at vi med denne tilgang til stress, ikke helt har forstået hvad stress handler om. Stress er ikke bare hjernens uhensigtsmæssige handlemønster. Stress er en reaktion fra både hjerne OG krop, hvis vi absolut skal skille de to ad. Rent faktisk er det én enhed. Stress er en neurobiologisk mekanisme i vores kropslige system. Vores kropslige system, som indeholder både hjerne og krop, er meget smart og vil for enhver pris forsøge at holde os i live. Derfor er vi indrettet med et system der kan aktivere tilstanden STRESS. Det er med til at holde os i live.

Desværre er denne aktivering i vores nervesystem ikke sund over længere tid. Men det ved vores kropslige system også. Så hvis vi ikke selv – med vores tænkende del af hjernen – stopper op og holder op med at udsætte vores organisme for ting der kan stresse og aktivere vores stresstilstand, så vil kroppen tage over, og på en eller anden måde sætte en stopper for os. Nogle går simpelthen ned med stress, som det hedder. Andre bliver alvorligt syge. Nogle udvikler kronisk invaliderende tilstande. Og andre igen blivet plaget af psykiske lidelser, som desværre har den virkning af stressen igen personliggøres.

Min pointe med dette er, at vi skal forstå at stress er neurobiologi. Stress er en naturlig reaktion. Stress er noget vi bliver syge af i længden. Stress er ikke noget vi kan eller skal tænke os ud af. Stress er simpelthen noget vi ikke bør have eller være i længere tid af gangen.

Og det leder mig hen til min sidste pointe og problematik ved hele tiden at servere en masse råd til hvordan man undgår stress. Vi gør nemlig på den måde stress, til noget vi skal tænke og handle os ud af. Stress kræver i sagens natur ‘ikke-handling’. Stress kan også beskrives som en aktivering af vores nervesystem (autonome nervesystem). Forstår vi stress på den måde, forstår vi også at vi bliver nødt til at – så at sige – “deaktivere” denne aktivering.

Aktivering opstår oftest grundet meget høje krav, umulige krav og for intense aktiviteter over længere tid. Derfor kan man ikke vedblive i en udsættelse for disse krav og samtidig blive fri af stress. Man skal altså skånes. Man skal forholde sig i ro. Man skal ikke gøre en masse, for at blive stress fri. Man skal gøre MINDRE. Det er bl.a. en af årsagerne til at det kan være afgørende at få den rette støtte og rådgivning, når man er ramt af stress. Ro og hvile vil nemlig føles som det mest unaturlige for et stresset system. Men det er også det mest virkningsfulde og det eneste der i sidste ende hjælper.

Og så er livet jo også sådan indrettet at vi for tid til anden vil møde situationer der kan få os til at føle os stressede. Vi får pludselig for mange opgaver på arbejdet. En af vores nærmeste bliver alvorligt syge. Eller “det hele ramler over os på én gang”. Det er i mere eller mindre grad en naturlig del af livet. I disse situationer ville det være usundt hvis vi ikke føler os stressede. Stressen skal nemlig få os til at stoppe op. Tage den med ro. Lukke ned for andre opgaver og aktiviteter i perioder, der kræver mere af os.

At tro at vi med en række gode råd skal overdøve eller regulere stresssignalerne, som en anden jægersoldat, er en forkert og usund måde at administrere sit liv på. For selv jægersoldater kan bryde sammen og få nok. Og hvad gør man så? Derfor er det langt sundere at forstå at stress er noget der skal stoppes, eller et tegn på at noget andet skal stoppes, før at vi bliver så stressede at vi bliver syge af det. For én ting er sikkert, er du først dér hvor du for alvor føler dig stresset, så er du allerede langt ude over den periode hvor stress er naturlig, og din krop er allerede begyndt at sende signaler om at det er tid til at stoppe op. Du er altså i en hvis forstand allerede blevet syg af stress.

Den nødvendige selvomsorg eller “Jeg er ikke sådan én der bare kan ligge på sofaen og lave ingenting”

For mange af os er det næsten umuligt eller i hvert fald har vi det rigtig svært ved selvomsorg.

Den nødvendige selvomsorg er netop nødvendig i rehabilitering fra stress. Mange af os har dog rigtig svært ved selvomsorg. Det er der mange årsager til.

Jeg tror at én af årsagerne ligger i at vi i hele samfundet de sidste 15-20 år har været næsten sygeligt optaget af hvad vi kunne udrette og opnå hvis blot vi havde en “vilje af stål”, “en kampgejst”, “gåpåmod”, turde træde “ud af komfortzonen”, var en “fighter” og en “kriger”. Vi har fået at vide at vi skal “gøre noget” for at holde os sunde, raske og slanke, og at “Et godt liv skal man kæmpe for”. Nu har stort set al TV-underholdning udviklet sig til rene konkurrencer om snart sagt hvad som helst !

Vores kollektive mentalitet er blevet hjernevasket til altid at skulle være i kamp. Med hinanden og med os selv. Selv politikerne anskuer vores nation som i en kontinuerlig kamp og konkurrence med andre lande. “Vi skal være de bedste”…i skolen eller sygehusvæsnet, til opfindelse eller hvad ved jeg !?!

Jeg ved dog at kamp er en direkte konsekvens af et alarmeret nervesystem. Når vi føler at freden er blevet obstrueret og at vi nu er truet. Derfor skal vi kæmpe. … Intet under at vi på individplan oplever at være under konstant stress og at vi stort set ikke kan give os lov til at slappe af og blot yde omsorg for os selv.

En anden årsag kan findes i vores indbyggede overlevelsesmønstrer. Som børn overlever vi ved hjælp af vores forældre. Derfor indretter vi vores adfærd helt ubevidst sådan at vi (det meste af tiden) kan være sikre på at få vores forældres kærlighed. Måske har vi lært at det rigtige er at udrette noget. “Hvad har du lavet i dag?” “Du har vel ikke bare tænkt dig at ligge der hele dagen?” “Din søster laver simpelthen ingen ting, hun er så doven”. Eller måske har vi hørt vores forældre tale dårligt om folk der har en doven eller ikke aktiv adfærd. I værste fald har det måske været en søskende, og du har på et indre ubevidst plan taget en beslutning om ikke at være doven. Hele tiden at være den dygtige. Den der gør noget. Den der får gode karakterer eller selv kan sørge for “brød på bordet”.

Så før vi siger sætningen:

“Jeg er ikke sådan én der bare kan ligge på sofaen og lave ingenting”

så er det måske værd at undersøge om det nu er en endegyldig sandhed, eller om det er noget vi har overtaget fra den altdominerende samfundstænkning eller måske er det vores tidligere barne-jeg der opfandt dette selvbillede, for at sikre sig vores forældres kærlighed og for ikke at blive udstødt af flokken.

Èn ting er ihverfald sand; vi bliver nødt til at kultivere vores selvomsorg i vor rehabilitering. Vi skal simpelthen passes, som vi ville passe et lille ulykkeligt spædbarn. Det er opskriften på at få ro i nervesystemet. Det er sådan vi skifter fra kamp/flugt, til hvile og ro. Det er det mest nødvendige at gøre når man har stress.

Du er velkommen til at læse mere om stress og behandling af stress på min hjemmeside: www.lindaclodpraestholm.com

Stress sidder altid i kroppen, som i ALTID !

Forleden dag spiste jeg frokost med en person jeg holder meget af. På et tidpunkt i vores samtale, hvor vi kom vidt omkring, sagde han følgende:

“Ja…stressen har jo nok på en eller anden måde sat sig i min krop.”

Jeg gik i stå… Sagde han virkelig det? Langsomt kiggede jeg op fra min frokost, bed mig selv i tungen for ikke at lyde belærende, og måtte så fortælle ham sandheden om stress, nemlig at den altid sidder i kroppen. Som i ALTID.

Og mens jeg forklarede gik det op for mig at den gængse forestilling blandt “almindelig” mennesker stadig er at stress er noget der sker i vores hovede. Og i denne sammenhæng også at det er de sårbare og sensitive personer, der bliver stressede. Dem der ikke er robuste. (Ja, det der stod i dit stillingsopslag at du skulle være ! … og så er du jo selv uden om at du blev stresset. Ikke !) Og næste skridt er så at vi skammer os og bliver flove hvis vi så endelig rammes af stress. Derfor undertrykker vi stresssignalerne så meget og så lang tid som muligt. Og hvis vi skulle blive så uheldige at blive sygemeldte med stress, så leger vi for alt i verden at det bare er en helt almindelig hverdag og gør alle de helt almindelig ting. Som fitness. Familiesammenkomster. Løbeture. Afholde arrangementer i foreningen. Bage kage. Deltagelse i arbejdsweekender. Hovedrengøring. Omplantning af haven. Måske lede efter et nyt arbejde. Osv. Osv.… For vi er ikke svage, sensitive eller syge i hovedet, vel !!!

Stop lige en halv. Vi starter lige HELT forfra. STRESS SIDDER I KROPPEN ! Og stress er en helt naturlig, nødvendig og SUND virkning af en stor eller pludselig belastning. Lad os fx sige at du står og venter på bussen, og pludselig ser du et lille barn sætte i løb ud på vejen efter en bold. Men du ser også en bil komme med god fart, mod barnet og bolden. Hvad sker der? Din krop reagerer helt af sig selv, og før du ved af det står du på det modsatte fortorv med barn og bold i armene og ser bilen suse forbi. Nu kan du slet ikke mærker de rygsmerter du havde før og du havde også helt glemt at du havde en fod der var forstuvet. Dit hjerte hamrer og du lægger mærker til at de øjne er spærret op. Inde under din hud er der lige sket en næsten mirakuløst biologisk skifte i hele din krop. Dit nervesystem er af sig selv skiftet fra at være i en en rolig tilstand (parasympaticus) til en aktiveret tilstand (sympaticus). Skiftet i nervesystemet medfører bl.a. at kroppen helt af sig selv laver en “opgaveprioritering” fx af hvor blodet skal løbe til, hvordan lungerne skal opføre sig, hvor hurtigt hjertet skal slå, hvordan øjnene skal se, hvordan dine organer skal opføre sig, hvordan dine muskler skal spænde og afslappe og hvordan huden skal være og føles. Der sker helt af sig selv. Derudover medfører det en kaskade af øjeblikkelige hormonelle forandringer bl.a. på baggrund af udskillelse af store mængder adrenalin og kortisol. Det er stresshormoner, som har til formål at få dig til at yde dit ypperste, med stor fokus, kraft og udholdenhed.

Nu sker der det at du får afleveret barnet trygt til sine forældre, din bus kommer og snart sidder du helt stile i bussen og kigger ud ad vinduet. Men du er langt fra rolig. Dit hjerte hamrer stadig, din vejtrækning er både dyb og hurtig. Du føler dig årvågen og på en måde kniv skarp. Hverken rolig eller afslappet på den døsige måde. … Lad os nu forestille os 2 mulige scenarier. Lidt ligesom de seje børnebøger man læste da man var barn:

  1. Den lange bustur:

Du er så heldig at du skal køre i bus i lang tid. Du skal ud på landet og besøge din bedstemor. Og ved næste stoppested stiger din søster på bussen, for I skal afsted sammen. Hun lægger mærker til at dine hænder ryster og du fortæller hvorfor. At du var blevet nødt til at løbe ud foran en bil og redde et lille barn. Din søster giver dig et knus og siger at det var godt at der ikke skete hverken dig eller barnet noget. Og lige på det tidspunkt går det rigtig op for dig at du netop har reddet et barns liv. Og at I begge har det godt. Der kommer en dyb indånding fra dig og uden du rigtig forstår hvorfor, kommer du til at græde med hovedet på din søsters skulder. Det er egentlig meget rart og efterfølgende ryster dine hænder ikke mere. Efterhånden som I kommer længere ud på landet falder du endnu mere til ro, bliver næsten søvnig. Dit hjerte slår ikke mere hurtigt og vejrtrækningen er normal. Snart drejer I om hjørner på steder der minder dig om barndommen, fuglefløjt trænger ind gennem larmen ved stoppestederne og pludselig føles alting trygt og sikkert. Du bliver helt rørt. Livet er både sårbart, forunderligt og smukt. Din søster og dig får nogle rigtig gode timer i selskab med din bedstemor, det hele føles rart og trygt. Og når I skal hjem igen føles episoden med barnet og bilen langt væk, og du falder i søvn med en behagelig fornemmelse af at have haft en smuk og meningsfuld dag.

  1. Direkte til møde:

Du var faktisk allerde lidt forsinket og det planlagte møde på arbejdet starter snart. Der er kø ind gennem byen, og du beslutter dig for at skrive en mail til din kollega for at informere om din eventuelle forsinkelse. Da du åbner mailen ser du at dine kollegaer har mailet sammen omkring mødet. Udkastet er blevet ændret. Du bliver nødt til at orientere dig om ændringerne. Du skal også skrive at du er forsinket. Det er et meget vigtigt møde. Dine hænder ryster mens du læser de ændringerne som kollegaerne har lavet. Det ser ikke godt ud at komme for sent, tænker du, og så med rystende hænder og uforberedt. Det er pludselig svært at trække vejret. Din hals har snøret sig sammen. For sent ankommer du til mødet. Løber ind. Du føler dig stadig kniv skarp i hovedet, dog med lette spændinger i skulderen. Men så begynder de vigtige samtaler, og snart mærker du ikke rigtig din krop. Du er bare kun i dine tanker og de kører lyn hurtigt. Og sådan fortsætter dagen, og aftenen. Alt på højeste blus. Du fortæller gerne morgenens historie. Ja, det ryger nærmest ud af dig og du har svært ved at holde op med at tale. Det kører bare. Men det fortsætter også lang tid efter du er gået i seng, faktisk det meste af natten. Og når du endelig skal op igen næste morgen er tankerne ikke så kniv skarpe mere. Og da du skal med bussen igen, giver det et sæt i dig hver gang du ser et lille barn på fortorvet.

De to forskellige scenarier indeholder mange symbolikker og betydninger. Overordnet kan man sige at i scenarie 1 får nervesystemet lov til at vende tilbage til den afslappende tilstand, og dermed får din krop også mulighed for at udskille alle stresshormonerne og vende tilbage til normal-tilstanden. Det er meget vigtigt for vores velbefindende, da vores sundhed beror på at vi har et nervesystem og en hormon-balance der er i en normal tilstand det meste af tiden. Ellers vil det gå ud over vores evne til at heale sygdomme fx kroppens evne til at slå kræftceller ihjel – som er en helt naturlig funktion i kroppen, men som dæmpes under stress. Det kan også resultere i fx kronisk forhøjet blodtryk og kolesteroltal, og over længere tid også resultere i sukkersyge, hukommelsesbesvær, kroniske søvnproblemer, stofskifte lidelser, vægtøgning, kronisk betændelstilstande, allergier og udefinerbare smerter m.m.

I scenarie 2 forsætter dit nervesystem med at være aktiveret. Kroppen bliver ved med at udskille stresshormoner. Efter blot kort tid begynder kroppen at mærke de modsatte effekter af de gevinster stress-hormonerne giver på den korte bane. Søvnproblemer, kort lunte, dårlig hukommelse. På et tidspunkt vil vores indre biologiske tilstand prøve at “overbevise” os om at vi ikke “bare kan slappe af”, at vi ikke “bare kan lave ingen ting” eller at det ligefrem er en nødvendighed at fortsætte i “det høje gear”. Resultatet er at en større og større udskillelse af stresshormoner med alle de negative konsekvenser som nævnt i ovenstående. De fysiske virkninger kan også resultere i psykiske påvirkninger som depressionslignende tilstande og følelsen af angst, foruden de lettere tilstande som rastløsshed, irritabilitet, vredesudbrud og magtesløsshed.

“Okay okay”, tænker du måske, “men nu er jeg jo ikke løbet ud foran en bil for at redde et lille barn!” Det var også bare et eksempel. For de fleste af os er den stressudløsende begivenhed mindre dramatisk, men til gengæld meget ofte vedvarende. Underbemanding på arbejdet, tidspress, for mange opgaver, et job der “presser os” til at gøre noget vi ikke kan stå inde for, konstant usikkerhed i forhold til fx fyringsrunder eller leveringsforventninger eller “bare” en konstant belastning uden pause fx at arbejde hele tiden. Eller også kan det være konstante og virkelig usikre eller meget urolige forhold i dit privatliv. Pointen er at der sker det samme i kroppen. Nøjagtig det samme. Det er i længden som direkte gift, lige ind i kroppen, lavet af kroppen selv. Og det sker måske op til 8-16 timer dagligt i 5-7 dage om ugen. Hele året.

Og nu ved vi at vejen ud af det ville være scenarie 1, nemlig den lange bustur sammen med den forstående søster hen til de trykke barndomsminder. Bortset fra at busturen skal være virkelig, virkelig lang, jo længere tid til nervesystem har været i den aktiverede tilstand. Desværre fortsætter de fleste bare. Også under en sygemelding. For man skulle jo nødig virke svag. … Men hvad nu hvis du virkelig forstod at stress sidder i kroppen og der kun er én vej til at få det ud af kroppen: hvile, ikke-aktivitet og rolige, støttende omgivelser.

Hvis du er seriøs omkring din stress, din krop, dit hovede og din sundhed, så er det vigtigt at du finder en kropsorienteret terapeut der bruger kroppen og sansningen til at forløse den energi der er ophobet i nervesystemet. Det kan fx være en terapeut der anvender Somatic Experiencing®. Og gerne én der kan guide dig til helbredende aktiviteter og rammer, hvis du skulle være sygemeldt med stress. Først da finder din krop igen tilbage til den helbredende indre balance.

Derfor føles det så forfærdeligt at være sygemeldt med stress

De fleste arbejdende mennesker har nok en eller anden forstilling om at langtidssygemelding er lidt ligesom en meget lang ferie. Måske har man endda en lille forbudt misundelse på kolleger eller venner der er sygemeldt på den måde – med stress. Men det er langt fra en ferie. Eller som en af mine klienter sagde: “Så er det da verdens dårligste ferie jeg er på!”.

For der er ingen ting der virker rart i den tilstand. Man kan ikke gøre det man har – eller kunne have – lyst til at gøre. En helt almindelig dag kunne lyde lidt sådan:

Morgenstund. Det var ikke bare en dårlig drøm, min dit helt eget virkelige mareridt. “Det her ER virkelig sket for mig!” Man skal stå op, men allerede her er første tegn på manglende overskud, selv efter 9 timer eller mere. Morgenmaden spises, man kan ikke læse avisen. Der står for meget og det er uoverskueligt. Hvad så med en lettere bog, men hvad skal det være? Oprydning efter morgenmad. Og så. Gå en tur, købe ind, ryde op, rengøring eller vasketøj. Alle de helt almindelig hverdagsting som også skal gøres. Men det virker som om nogle havde bedt én om at skrive en ph.d. Hvor skal man starte, og hvad er vigtigst? Det er overskueligt. Man lægger sig lidt. … Jo ! Gå en tur. Det er jo også så sundt. Halvvejs på turen begynder indtryk at blive for overvældende. Måske indsniger der sig åndenød. Eller muskelspændinger. Ubehag i kroppen. Og så er det som om alle lyde bliver forstærket. Biler der kører forbi larmer helt utroligt meget. Og det er som om alle mennesker hele tiden går ind i én, eller går ind i ens felt. Det er svært at overskue noget. Og pludselig er alle kræfter væk. Helt væk. Hele kroppen føles fuldkommen stresset og fuldkommen udkørt på samme tid. Hvordan skal man komme hjem? Hjemturen virker helt uoverskuelig, og når man endelig når hjem er man helt udmattet. Man bliver nødt til at gå direkte ind i seng. Måske bliver man ramt af en helt ulykkelig sindsstemning. Måske en overvældelse af skam over at være så svag at man ikke engang kan gå en tur. Og så er der stadig indkøb, rengøring, oprydning og vasketøj. De gamle kollegaer er på arbejde nu, og selv har man lige brugt alt hvad man kunne for i dag. De praktiske ting må vente til senere, måske i morgen. Først et hvil.

Det er svært at komme op af sengen igen efterfølgende. Vasketøjet burde faktisk vaskes nu, men det er frokosttid og sulten melder sig. Det bliver en let frokost. Noget der er let at lave. At spise er det mindste overskueligt. Men så… der er stadig indkøb, rengøring, oprydning og vasketøj, og nu roder køkkenet også efter frokost. Man tager køkkenet. Men så melder trætheden sig for alvor. Eftermiddagsluren må godt tages nu. Den bliver lang. Og bag efter er der en besked fra en ven. “Skal vi ikke snart ses til en kop kaffe?” Åhhh….. ud på gaden? Til alle menneskerne. Støjen. Alle de forskellige indtryk. En café hvor snakken fra opstemte piger kæmper en kamp for at bryde igennem kaffemaskiner, juicere og barnegråd. Scenariet minder i tankerne om en slagmark. Og før man overhovedet kan komme dér til, er der et bad der skal gennemføres, påklædning og klargøring. Det virker ikke overskueligt i dag. Desuden passer tøjet ikke mere. Det er skamfuldt at skrive at man ikke orker det. Efter noget tid har hele scenariet omkring beskeden slået én helt ud. Det bliver nogle afsnit at den der kedelige serie på Netflix i stedet. Beskeden kan besvares senere, for det kan ikke overskues nu. Og lige pludselig er dagen næsten gået. Hovedet gør ondt. Måske har man set for meget fjernsyn? Og kroppen gør også ondt. Den føles stiv og meget meget tung. Den gamle version af en selv ville have løbet en tur. Men glem det! Hvis man bare kan komme op ad sofaen er det godt. Fedtet på maven fylder. Det er skamfuldt at være blevet så tyk. Men hvis ikke engang man kan komme op ad sofaen, hvordan skal man så overhovedet kunne gøre noget ved det? “Tænk at jeg er blevet sådan en taber.” Man begynder at savne sin familie eller venner. Men man har stadig ikke fået svaret på den besked. På Facebook er alle andre på café med hinanden eller igang med at træne op til marathon eller har lige tabt 5 kilo og fejrer 10 års jubilæum på arbejdet. Bare ikke dig. Du er kollapset.

Måske virker dette scenarie ikke rigtig bekendt, og du tænker måske “ja, jeg er også engang imellem træt og udkørt, men så mon man bare tage sig sammen”. Men hvis dette istedet vækker genklang, så ved du også at vi er på den helt anden side af at “tage sig sammen”. Og så har du måske alligevel afprøvet det – altså at tage dig sammen – og endt i et totalt nedbrud / angst / hovedpine eller andre meget ubehagelige reaktioner.

Desværre bliver rigtig mange mødt med “tage sig sammen”-tilgangen hos lægen, kommunen, arbejdet, hos partneren eller hos familien. Det er meget smertefuldt og nedværdigende. De fleste stressramte er faktisk rigtig gode til at tage sig sammen. Når vi tager os sammen er det vores tænkende del af hjernen der tager over. Den kan overrule træthed, sult, udmattelse, smerte, uoplagthed, sygdom og meget mere. Noget man har gjort rigtig meget hvis man er ramt af stress. Mange har en indre stemme der siger: “jeg er jo en fighter, jeg giver ikke op!” Nej, det gør du ikke, men det gør din krop og dit nervesystem hvis det vedbliver at blive presset… Men hvorfor er det “at tage sig sammen” holder op med at virke? Og hvorfor er alt i det hele taget holdt op med at virke i den alvorlige stresstilstand?

Nervesystemet er kollapset, på en måde helt lukket ned, kun for at åbne op til en høj-stress tilstand i situationer der er helt ufarlige og dramatiske for alle andre mennesker. Et overstresset nervesystem reagerer på mange måder nøjagtigt som hvis du havde været udsat for et traume.

Et traume kan forståes som ophobet energi eller en overaktivering i vores “nederste” del af hjernen, reptilhjernen. I et (ofte mislykkedes) forsøg på at aflede energien kan vores hjerne og nervesystem “gå igang” af sig selv. Det er mekanismer der sker på baggrund af sansning. Det sker altså i de “nederste” dele af hjernen, hvorfor mentaliseringsprocesser og former for kognitiv terapi ofte ikke har indflydelse på det der sker, og hvorfor man derfor heller ikke nødvendigvis kan anvende tænkning overfor de automatiske reaktioner der sker i nervesystemet eller overfor et kollapset nervesystem.

Er man sygemeldt med stress kan man altså svinge mellem total kollaps og noget der føles som højstress tilstande. Ufarlige situationer virker uoverskuelige eller truende, også selvom man med sin “tænkende” del af hjernen ved at de ikke er det. Mange føler sig magtesløse fordi kendte startegier som “at tage sig sammen” eller bare et hvil, ikke duer mere. Man kan føle at intet virker. Som om noget er gået i stykker.

Vejen ud – for der er en vej ud (!) – er hvile, ro, den rigtige terapi som anvender krop og sansning og langsom implementering af nye metoder til regulering af nervesystemet.

Har du erfaring med disse oplevelser? Virker det bekendt?

Derfor skal du have behandling af din stress

Skal stress behandles? Og kan jeg ikke bare gå til læge eller en psykolog? Hvad betyder det at få behandlet sin stress? … Det skal jeg svare dig på her.


Stress SKAL behandles. Men den egentlige behandler er dig selv. Hvis du er stresset er din hjerne og krop dog midlertidigt slået så meget ud af kurs, at du har behov for råd og vejledning udefra.

Dine stresshormoner vil med meget stor sandsyndlighed “overbevise” dig om forkerte strategier, nemlig dem du har benyttet lige ind til dette tidspunkt. Formegentlig noget med at tage dig sammen, “give den en skalle”, “jeg kan ikke stoppe nu”, “bare én uge/dag/time mere”, “man kan sove når man bliver gammel” etc. Disse sætninger var okay ind til et vidst punkt. Føler du dig stresset og søger råd og vejledning – hvilket jeg formoder du gør da du læser dette – så er tiden inde til at anvende en anden strategi.

Stresshormoner skal nemlig ikke konstant være i vores krop i så højt niveau at vi føler os påvirket negativt, som fx søvnbesvær, koncentrationsbesvær, let til tårer, rysten på hænderne, muskelspændinger mm. Det vil over tid nedbryde krop og hjerne og kan føre til meget langvarige eller kroniske men og skader.

Desværre kan man ikke forvente behandling eller vejledning hos hverken læger eller psykologer. Det er der mange årsager til. Min oplevelse har været er der mangler viden om hvad stress egentlig er og hvordan det behandles. Mange er (stadig) af den opfattelse at stress er viljestyret og kan behandles kognitivt (indlæring af nye tankemønstre). Med denne opfattelse ignorerer man den kompleksitet stress rummer. Mange der er ramt af stress når til et punkt, der er langt, langt væk fra den kognitive rækkevide, og det skyldes at de områder i hjernen som dominerer under stress ligger “dybere” i hjernen og har større lighed med et dyrs overlevelsesstrategi.

Man bliver altså nødt til at anvende metoder der kan “fange” disse områder i hjernen. Kender man til disse metoder, kan man også – når nervesystemet er klar til det – arbejde med at forløse oplevelser/følelser/automatiske reaktioner/træthed som ofte kommer i kølvandet på alvorlig stress. Nøjagtig som man ser det hos mennesker der har været udsat for et pludseligt traume.

Men første skridt i behandlingen af stress er at tilrettelægge den strategi lige netop dit nervesystem har brug for for at kunne nedbringe niveauet af stress-hormoner. Der kan endda være tale om her og nu øvelser som har øjeblikkelig virkning. Det kan være øvelser der tages med hjem og som skal udføres på bestemte tidspunkter. Det kan også være at det er relevant at lave en dags- eller ugeplan. Og så kan det til sidst også være et overblik over aktiviteter der enten er gode eller skadelige for et stresset nervesystem.

Det første skridt kan tage noget tid. Succesen ligger i hvor god du er til at overholde den plan, der for mange vil virke helt ulogisk og måske endda skræmmende. Det er godt med en solid støtte i denne periode, fra en uvildig person der har forståelse for hvad du gennemgår. F.eks. en stressbehandler. Det er let at blive slået omkuld og tilbage til stress af dine nærmeste, af arbejdsgiver eller myndigheder.


Næste skridt vil være at identificere de stressore der er i dit liv og som har affødt den tilstand du er i nu. For at bruge en analogi, så har man som stresset drukket af en forurenet kilde. Du kan godt blive rask ved at stoppe med at drikke fra den et stykke tid, men du bliver syg hvis du går tilbage og drikker fra den igen. Så spørgsmålet er: Hvad er der i den kilde? Som stressramt har man måske en idé om hvad der har været skyld i at man bliver ramt af stress, men højest sandsynligt har man også vænnet sig til og normaliseret omstændigheder der reelt er meget usunde. Man har så at sige vænnet sig til den dårlige smag i den forurene kilde. Derfor er det nødvendigt at få hjælp til at identificere de områder der er usunde og som man i fremtiden bør undgå.

Det sidste skridt er at tage fat en lidt dybere opløsning af det aftryk som stressen kan have skabt i dit nervesystem. Det er det der kan forhindre dig i at føle dig “normal” eller som dit gamle jeg. Nogle oplever angst eller angstlignende tilstande, åndenød i bestemte situationer, hjertebanken, spændinger i kroppen, svimmelhed eller smerter bestemte steder i kroppen. Det kan også være undgåelse af bestemte situationer eller en følelse af at man er “lukket ned” eller ude af sig selv. Hvis man oplever tilstande som disse, kan det være meget smertefuldt, invaliderende og pinagtigt. Her er det vigtigt at have en behandler der kan håndtere et nervesystem der på den måde er påvirket. Behandlingen skal ske med rette værktøjer og i roligt tempo, så man ikke igen stresser nervesystemet.

Hvis du søger behandling af stress hos mig, lægger vi en plan sammen, så du kan komme igennem alle trin af behandlingen i det helt rette tempo. I den første del af behandlingen tilbyder jeg hyppige telefon-opfølgninger, så du ikke skal ud af døren og gennemføre en hel time terapi, da dette ofte er for meget i starten. I de kommende faser tager vi det gang for gang.

Mit råd til dig er: Undervurder ikke kraften i at få et andet menneske til hjælpe dig !

Når stresshormonerne står i vejen

I mit sidste blogindlæg skrev jeg om hvorfor det svært at erkende at man stresset. Jeg skrev om de ydre faktorer og den generelle opfattelse og italesættelse af stress, som kan gøre at vi ikke vil eller ikke kan forstå at vi er stressede.

En anden faktor, der gør det svært at erkende at man er stresset er den indre tilstand. I en højstresset tilstand er det næsten umuligt at erkende hvor stresset man er. Det skyldes biologi. Nemlig stresshormoner, som udskilles når vi har et såkaldt aktiveret nervesystem, når det sympatiske nervesystem er aktiveret. Når vi er under press i lang tid vil nervesystemet vedblive at være aktiveret og stresshormoner udskilles i stor stil. Det er ikke bare ydre omstændigheder der i sådanne situationer fortæller os at der er fare på færde, men også det indre niveau af hormoner.

Det kan derfor være næsten umuligt at stoppe op – som Maiken Matzau skriver om i sin bog ‘Stressfri på tolv uger – eller mer’’ – hvis du igennem lang tid har været presset og føler dig stresset. De fleste vil reagere med indre forklaringer om at “jeg skal bare lige” eller “det er snart overstået og SÅ kan jeg…” Det er også tilfældet hos nogle, mens det ikke er hos andre. Og i nogle tilfældet vil “det der lige skal overstås” ikke være nok til efterfølgende at bringe nervesystemet til en ikke stressende tilstand, men det skriver jeg om senere.

For mit eget vedkommende husker jeg tydeligt hvordan jeg argumenterede da jeg opdagede at jeg var stresset. Jeg havde pludseligt fået alvorlige symptomer på stress og jeg forstod også at der var noget galt. Jeg ringede til en nær veninde, som havde været sygemeldt med stress. Forsigtigt spurgte hun mig om ikke det var en god idé at blive sygemeldt. “NEJ ! “ sagde jeg, “det er jo sådan mit arbejde er og det må jeg bare lære at håndtere*, desuden har jeg i samråd med min leder forsøgt at prioritere mine opgaver.” Det skulle nok hjælpe, tænkte jeg, og desuden er det kun de svage der bliver sygemeldt og sådan én er jeg ikke!

Men realiteten var at jeg havde al mulig god grund til at være stresset. Jeg vidste dog ikke at der var noget der kunne klassificeres som “gode grunde til at være stresset”. Reelt var der ikke noget at rykke rundt på eller prioritere i mine arbejdsopgaver, og det hjalp ikke at min leder ikke rigtig forstod opgavernes type og de politiske deadlines, der var forbundet med dem. Et billede mange sikkert kan genkende fra deres arbejde. Det var ude af mine hænder at styre selvom jeg i realiteten var akademier med “selvstyrende arbejde”. Når jeg tænker på mine opgavemængder og typer i dag, virker det vanvittigt at jeg ikke kunne se at det var helt galt. Men det var realiteten for mig og mine nærmeste kolleger. Og jeg havde dengang en opfattelse af at jeg var svag hvis ikke jeg kunne klare det. *

Så jeg fortsatte i 7 måneder mere med nogle af de mest alvorlige stressymptomer man kan have. Indtil mit hovede og krop sagde fuldkommen stop. Eller det vil sige: Indtil min læge forbød mig at gå på arbejde! … Det skulle selvfølgelig være sket mindst 7 måneder tidligere. Nogle skulle have sat mig stolen for døren. For jeg kunne ikke selv.

For med en forkert viden om stress og stresshormoner i et sindsygt overload forsatte jeg på fulde drøn! Jeg elskede mit job. Jeg synes jeg havde det mest meningsfulde arbejde. Når jeg vågnede om morgenen glædede jeg mig til at komme på arbejde. Jeg holdt meget af mine kollegaer, som jeg anså – og stadig gør – som nogle af de mest intelligente mennesker jeg har arbejdet sammen med. Faktisk var jeg så meget i fornægtelse at jeg var overbevist om at stresssymptomerne var sygdomme i sig selv, som jeg måtte behandle.

Det var først da jeg læste en bog, som beskrev nervesystemets indflydelse på at hele sygdomme, at 10-øren faldt for mig. Jeg begyndte langsomt at indse at hvis jeg ville af med mine kroniske smerter, mave-tarmproblemer, hold i nakken, muskelkramper, høreforstyrrelser, hovedpine, træthed, søvnbesvær, kvalme, svimmelhed og min rysten på hænderne (ja, det lyder voldsomt, men det var sådan det var til sidst, og ikke ualmindelige symptomer ifølge stresstesten), så måtte jeg jeg bringe mit nervesystem i en ikke stressende tilstand (det parasympatiske nervesystem) i et godt stykke tid. Det er kun i denne tilstand at kroppen får lov at skille sig af med stresshormonerne og kroppen prioriterer at hele. Langsomt kunne jeg begynde at indrømme over for mig selv hvor dårligt jeg havde det og hvor stresset jeg var. Da var det jeg gik til lægen. Hun vidste at det var tid til at stoppe. Men hvad hverken hun eller jeg vidste eller i vores vildeste fantasi havde forestillet os, var at det ville tage mere end 2 1/2 år før jeg kunne begynde at arbejde bare lidt.

Hvad kan man lære af det? Man kan lære at de fleste højstressede mennesker vil være rigtig gode til at argumentere for hvorfor de ikke kan stoppe op og hvorfor det liiiiige om lidt bliver bedre. Men kan også lære at mange mennesker er blevet kørt så meget i spænd på deres arbejde, at de tror at voldsomme mængder af opgaver og andre umenneskelige rammer for deres job er normale, og at det er dem der er svage hvis ikke de kan klare det.* Man kan også lære at kroppen ofte vil reagere meget voldsomt hvis ikke vi stopper op, og at mange sikkert vil tro at det er kroppen der er noget galt med, og ikke hele det stressfyldte miljø man udsætter den for. Og endelig kan man lære at man bør stoppe op før det går helt galt, og at andre måske bør være dem der stopper den stressede?

*De tanker jeg her gjorde mig om mit arbejde er det som Nadja U. Prætorius kalder ‘arbejdsrelateret ydrestyret dehumanisering’, som hun skriver om bl.a. i sin bog ‘Stress – det moderne traume’. Det er en tilstand man kan sættes i når man igennem noget tid bliver frataget muligheden for at have indflydelse på tiltag, der ikke giver mening, og som går imod faglighed, integritet og selvforståelse. Nadja U. Prætorius beskriver det som “En påtvunget integration af en virkelighedsforståelse, der samtidig dækker over følelsen af smerte over ikke at kunne bevare sin integritet og være tro mod sig selv. Og som kronen på værket splittes arbejdsfællesskabet og medarbejdere isoleres fra hinanden og gøres fremmed for sig selv.
For mig at se repræsenterer dette det centrale i et overgrebs rationale: den påtvungne “normalisering” af tingenes urimelige tilstand, og undertrykkelsen af den dybereliggende oplevelse af smerte ved at måtte underlægge sig en devaluering af værdier, der giver mening, samtidig med at der sker en individualisering og isolering fra arbejdsfællesskabet og fremmedgørelse af den enkelte. Vi har med andre ord at gøre med det helt essentielle i ledelsesstrategier, der forbryder sig mod mennesker.” (Nadja U. Prætorius er her i citeret fra et debatindlæg på Facebook)

Indenfor psykologien vil man kalde dette dissociering, en spaltning fra en belastende situation, hvorved man kan udholde at forblive i en ellers ikke udholdelig tilstand. Mange, der har været udsat for overgreb eller ulykker refererer til dette som en “ud af kroppen” oplevelse. Sådan kan stress også opleves. Og bliver man i det længe nok, kan man udvikle indre overbevisninger om hvorfor man skal vedblive at være i denne tilstand, som fx at overtage arbejdets prioriteringer eller fortrænge værdier der ellers tidligere havde stor betydning som fx faglige rationaler, familie eller fritidsinteresser, eller man kan komme i en tilstand som mest ligner stockholmsyndromet, hvor medarbejderen ser sig ude af stand til at eksistere selvstændigt uden sit arbejde, og dermed er villig til at udføre nærmest selvskadelig adfærd for at beholde arbejdet.

Den store misforståelse

Min største fejltagelse i det jeg nu omtaler som “mit eget stress-forløb” var, at tro at stress er noget du selv kan styre om du vil være eller få, og at det er bestemte typer/personligheder der får stress.

Havde jeg vidst hvad jeg ved nu havde jeg stoppet noget før. Det er helt sikkert!

For stress er ikke noget du bare kan vælge ikke at være eller som du kan tage et kursus i ikke at blive! “Jamen….!…..”; tænker du nok: “Jeg har da lige læst i søndagsavisen/damebladet/på Facebook at man bare skal meditere / transendere / gå en tur / dyrke motion / spise sundt / sove / etc., så kan man undgå stress.“

Hmmm, det er meget frustrerende at der er så meget misforståelse om stress på markedet. Og ja, vær opmærksom på at det er et marked (!) og de fleste vil gerne sælge dig den bedste kur. Nøjagtig ligesom slanke og fitnessindustrien.

Desværre er der bare ikke ret mange der adresserer de udefra kommende faktorer for stress. Og desværre er der ikke mange der forstår at skelne mellem forebyggelse og behandling. Du sælger ikke meget “stress-coaching” med et budskab der fx siger “Mindre arbejdsmængde” eller “færre højkomplekse opgaver”.

For faktum er at man i forebyggelsen bliver nødsaget til at tale om eksterne faktorer. Det er simpelthen ikke nok at tro at du med lidt meditation eller motion kan modstå alverdens press fra enorme mængder eller uoverkommeligt arbejde, psykisk skadelige arbejdsvilkår, ufattelige mængder af information og informationsstrømme og dertil høje krav til performans i din fritid.

Det er et menneskeligt grundvilkår at reagere neurobiologisk på på sådanne miljøpåvirkninger. Jo mere og jo længere tid, des værre. Det er ikke for at male fanden på væggen eller at “diagnostisere” alle med stress, men det er rent faktisk et faktum at det påvirker os. Og flere mennesker er mere ramt end deres selvopfattelse siger dem. Det kan man let observere når man kender de små, men klare tegn og når man selv har oplevet stress i svær grad.

Er man først blevet ramt af stress bliver man nødt til for en stund at skrue gevaldigt ned for det der stresser, som ofte er eksterne, ydre påvirkninger. Derefter begynder den egentlige behandling. Det er to forskellige indsatsområder, og den ene ting kan ikke ske uden den anden. Du kan ikke blive ved med at befinde dig i et giftigt miljø og tro at du ved at tage noget “vidundermedicin” kan blive rask. Det bliver du ikke hvis du bliver ved med at indtage gift.

Men først og fremmest kommer den første svære erkendelse, nemlig: “Jeg er blevet ramt af stress”. En erkendelse der for manges vedkommende ville blive meget lettere hvis myter og misforståelser blev manet i jorden, og vi fik en forståelse for at ‘visse påvirkninger giver visse reaktioner’. Det er helt naturligt og menneskeligt.

Velkommen til !

Velkommen til !

Livsændrende omstændigheder vil vi nok alle opleve engang i løbet af et liv. For mit eget vedkommende har denne omstændighed været en svær omgang stress med en langvarig belastningsreaktion til følge. Og livsændringen? Den er ved at tage form. Denne blog er f.eks. en del af dette.

Jeg har nemlig været en del erkendelser igennem og studeret mig frem til forskellige tilgange til at få det bedre. Jeg er derfor blevet opfordret af mange til at dele min viden om “alt det jeg ved”. Tak for opfordringen; nu går vi igang.

Kan du læse med selvom du ikke har stress eller har oplevet det? Ja, det kan du sagtens. Jeg kommer ind på mange ting som handler om almindelig velbefindende, og laver reflektioner over livsomstændigheder der vedrører os alle.

De første tanker jeg har gjort mig om det at opleve stress og “komme igennem” og “komme ud på den anden side” er at jeg ville lave en form for drejebog. Så simpelt kan det selvfølgelig ikke være, bl.a. fordi det ikke er en lineær proces, men en proces af erkendelser der kører i ring og frem og tilbage. Men umiddelbart mener jeg, at jeg kan dele mine erfaringer op i 4 kategorier, som udgør en overordnet proces man må gå igennem når man står overfor stress.

Hvordan du kommer ud af din stress:

1) ERKEND – Anderkend at du er stresset

2) STOP – Stop … noget

3) SLAP AF – Afslapning, heling, afslapning

4) GENOPSTÅ – Imødekom dit nye jeg

Okay, lad os stoppe her. For hvert punkt kunne jeg skrive mange sider. Men det kommer senere. Ting må godt tage tid. Det tager f.eks. tid at lære noget. Livet er én lang læring. Livet tager tid.

Ha’ det godt så længe og send en masse kærlighed ud til alle levende væsner.

PS. Jeg tror næste blogindlæg kommer til at handle om tarme 😀

PPS. Du er velkommen til at kommentere hvis der er noget du har spørgsmål til, noget du gerne vil vide eller noget helt tredje